TesseracT er et britisk band, og "One" er deres debut-album (de har dog en demo og en EP bag sig). Deres stil er progressiv metal med en dosis djent (hvilket bare er en genremasturberende måde at sige på, at de er inspirerede af Meshuggah).
Meshuggah-inspirationen er meget tydelig, synes jeg, i de mange meget rytmisk komplekse riffs og nørklede taktarter, men TesseracTs musik udmærker sig ikke kun ved at være teknisk avanceret. De fem briter har også en eksperimenterende og, som sagt, progressiv tilgang til deres musik og gør brug af komplekse sangstrukturer, atmosfæriske keyboard- og guitar-effekter (de gør bruger blandt andet hyppigt ren guitar lagt oven i tung og forvrænget guitar) og flydende vokaler. Faktisk er stemning lige så stor en del af musikken på dette album som bandets tekniske kunnen. Sjovt nok, selvom der ikke er nogen som helst musikalsk lighed, synes jeg, at TesseracT opnår lidt den samme stemning som det danske progressive indie-rock band Mew har på deres "And the Glass Handed Kites", men der er også stemningsmæssige ligheder med Porcupine Trees mørkere udgivelser og Opeths musik generelt.
Musikken er, grundet de atmosfæriske elementer og flydende melodier, ikke voldsomt catchy, men det gør ikke så meget i dette tilfælde, hvor formålet helt klart er at komponere kompleks musik. Dog synes jeg, at de mange skæve rytmer og nørklede riffs har en medrivende effekt på mig; jeg oplever lidt det samme, når jeg hører Dream Theater, Fates Warning, Cynic og gamle Rush numre samt Genesis' "Dancing on a Volcano" og "Turn it on Again" og mange af Chick Corea Electric Bands numre, så det er nok mig, der har en svaghed for skæve rytmer.
Vokalen er en blanding af emo-skrig og rene vokaler i, som sagt, ofte flydende vokalmelodier, der ikke nødvendigviser brænder sig ind på trommehinderne. Jeg synes egentligt, at vokalerne passer fint nok til musikken, men jeg kan ikke lade være med at undre mig, om det ville være en forbedring med en mere rå og kraftig sangstemme hele vejen igennem.
En del af numrene er forholdsvis lange, og pladen indeholder også en 27 minutter lang mammut "Concealing Fate", delt op i seks dele. Det er måsle lidt snyd, for "Concealing Fate" har bandet allerede udgivet som EP, men, hey, så slipper du for også at skulle bruge penge på den EP. Numrene på "One" har måske, grundet deres længde og brugen af atmosfæriske elementer og mere flydende melodier, en tendens til at flyde sammen og kan sikkert virke ensformige på visse lyttere. Jeg synes heller ikke, jeg har lagt mærke til nogle egentlige guitarsoli på skiven. hvilket jeg synes, Tesseract sagtens kunne bruge.
Der er dog masser af variation og spændende detaljer i hvert eneste nummer, specielt i trommespillet og guitarfigurerne, samt selve sangstrukturerne, men det kræver, at man sætter sig ned og virkeligt koncentrerer sig de første par gennemlytninger.
Personligt synes jeg, dette er et rigtigt fedt album, og jeg tror at fans af progressiv metal og den såkaldte djent-genre. Det er i hvertfald et stemningsmættet og teknisk imponerende album, som vil appellere til mange fans af mere kompleks metal, men jeg tror til gengæld også, at der er mange, der ville synes, at det er noget prætentiøst lort.
