Generation Gojira
Der er ikke nogen tvivl om, at Gojira – med al ret – har enorm indflydelse på den moderne metalscene. Lyt bare til det seneste album Oh What the Future Holds med amerikanske Fit for An Autopsy, debutpladen fra det upcoming newzealandske orkester Pull Down the Sun eller nærmest hvad som helst fra de amerikanske mathcore-connaisseurer Car Bomb. Lighederne er slående. Og det er de altså også hos argentinsk-svenske Tersivel. Bandet blev dannet i 2004, spillede oprindelig en form for symfonisk power-folk, men er i dag nærmere den progressive dødsmetal – fortsat med enkelte elementer fra det symfoniske og folkemusikken. To the Orphic Void er gruppens tredje fuldlængde, og selvom der er meget at glæde sig over, når den desværre aldrig helt i mål.
Plusser og minusser
Både ”Weeping Iron Tears” og ”She” gør ellers deres allerbedste for at få denne plade til at hæve sig over det gennemsnitlige. Førstnævnte har et fantastisk godt og intenst groove. Ja, faktisk kan man – særligt, når vokalen også slutter sig til – komme helt i tvivl om, om dette i virkeligheden er et aflagt Gojira-nummer. Det er atmosfærisk, stemningsfuldt og fængende. Frontmand Lian Gerbino leverer en gennemgående flot vokal, men der er også rigelig plads til, at instrumenterne kan folde sig ud. ”Weeping Iron Tears” er muligvis pladens stærkeste skud i bøssen. På ”She” er parallellerne til Gojira også temmelig klare, blandt andet gennem de palm-mutede guitarer og den atmosfæriske vokal, men skæringen gør også noget andet. Den er mere ambient, der eksperimenteres med ren vokal og akustisk guitar til sidst, og i omkvædet implementeres – tro det eller ej – et hammondorgel. Det burde ikke virke, men det gør det. To solide skæringer.
På ”The Ferryman” klarer bandet sig egentlig også ok. Der leges igen med et guitarriff, der unægtelig leder tankerne hen på Gojira, men vokalen er anderledes: højere i tonelejet og renere. Det er en fin idé og fint udført, men ikke et blændende nummer. Det samme kan i stor udstrækning siges om ”Moving On”, der gør sig positivt bemærket med en tydelig bas samt et stemningsfuldt kor- og strygerarrangement, men mangler et stærkere hook eller groove.
De to sidste numre på pladen er dog, hvor korthuset for alvor begynder at brase sammen: ”Shivering Deadly Cold” kunne være interessant med sit langsomme tempo og sin doomede stil, men er alt for rodet i kompositionen, mens ”Transmigration of the Soul” er langtrukken og kører i ring. Den kommer simpelthen ikke nogen vegne på sine knap 11 minutters spilletid. Ærgerlig måde at slutte et album på.
En lunken sag
Med To the Orphic Void leverer argentinsk-svenske Tersivel således en plade, der trods god lyd, gode momenter og flere gode idéer aldrig rigtig indfrier sit potentiale. Der er ikke noget på pladen, som lyder direkte dårligt eller malplaceret; omvendt er der heller ikke rigtig noget, som gør denne plade bedre end så mange andre. Trænger du til et frisk pust, en afveksling fra Gojira og en lille smule mere pagan- eller folk-inspireret death metal, kan du fint smide Tersivel på anlægget – og ellers går du ikke glip af noget.