Sofistikeret og tilgængelig progressiv metal fra Norge

Norske Teodor Tuff startede deres karriere som et udmærket hard rock band, hvilket kan høres på deres 2009-debut Teodor Tuff, men med deres 2011-skive Soliloquy signalerer de et stilskifte i retning af progressiv metal (selvom de ganske vist bibeholder en masse af hard rock-tilgangen).

Første gang jeg hørte dette album, gav det allerførste nummer "Godagar" mig lidt af et WTF-moment, da dette nummers korale arrengementer slog mig som værende temmeligt mærkelige. Heldigvis kan 'temmeligt mærkelig' være en god ting i min verden, hvis det 'temmeligt mærkelige' er spændende og udfordrende. Det er netop den måde, hvorpå "Godagar" er temmeligt mærkelig. Med sin semi-operatiske avant-gade og episke karakter er dette nummer en perfekt måde at sparke skiven igang med... også selvom resten af skiven er markant anderledes og helt ovre i en anden boldgade.

Musikken på albummet er nemlig generelt ganske melodisk og meget iørefaldende. Det vrimler med melodiske guitarleads og omkvæd, der kan synges med på, samt masser af medrivende grooves. Dette gør albummet meget mere tilgængeligt, end åbningsnummeret lægger op til. Nogle steder grænser musikken sig nærmest til at være, hvad man lidt næsvist kunne kalde ungdomsmetal a la Nickelback. Musikken virker ligetil i sådan en grad, at man måske ikke opdager alle de små progressive detaljer, der er spredt ud over hele skiven, såsom dynamiske sangstrukturer og rytmisk tvetydighed nu og da. Teodor Tuff fører også deres musik i en mere teatralsk, eller dramatisk, retning, der af en eller anden årsag minder mig om Tim Burtons film. "Hymn (For An Embattled Mind)" er et godt eksempel på dette. Og det er her, at Teodor Tuff viser, at de ligger flere niveauer over ungdomsmetalbands som Nickelback - der er simpelthen flere dimensioner i Teodor Tuffs musik.

Samlet set er albummet, med sin kombination af lige-ud-ad-landevejen rock- og metal-elementer på den ene side og progressive elementer på den anden, meget overbevisende og vellykket, Det, der virkelig overvandt mig, er dog de harmoniske lead-guitarer og de fængende vokalmelodier, som kendetegner denne skive. Under alle omstændigheder er - hvis man kan lide progressiv metal, der kombinerer tilgængelighed med raffinement og melodi - Teodor Tuff et band, som bestemt er værd at tjekke ud, og Soliloquy er et særdeles vellykket album.

Tjek Teodor Tuffs Tower of Power fra Soliloquy: