Op og ned!
At være fan af Tengger Cavalry er spændende, for man ved aldrig helt, hvad man står op til. Er bandet gået i opløsning? Har de fået nye medlemmer? Er der en ny single på vej? Eller har de mon genfortolket ”War Horse” igen-igen? Det er med andre ord et band, der ofte har mange jern i ilden og til tider lidt for mange. Kort tid efter de annoncerede en Europa-turne, aflyste de den igen – men den slags op- og nedture hører med til at være fan af Tengger Cavalry. Nu skriver vi så 2019, og det betyder, at Naturre og de nye medlemmer har lavet Northern Memory, der er bandets syvende album – bevares, hvis man tæller deres cover-albums og genindspilninger med, så er det bandets 14. album.
Shred og Growl
Tengger Cavalrys to forrige udgivelser bar tydeligt præg af, at Naturre var flyttet fra Beijing til New York, da fokus var rykket fra asiatisk folk-metal til standardiseret, vestlig metal med lidt folkemusik som underlægning. I den forstand minder Northern Memory mere om det nyere Tengger, men samtidig er albummet et skridt tilbage til de kinesiske udgivelser, da folk-delen har fået lov til at fylde lidt mere denne gang, hvilket klæder albummet. Derudover har Naturre også hyret guitaristen Pat Reilly, som har en mere klassisk shredder-tilgang til sit instrument, hvilket betyder, at der faktisk er kommet nogle ret så fine guitarsoli med på albummet. Men der hvor Northern Memory nok skiller sig mest ud fra samtlige tidligere udgivelser er, at Naturre har skiftet vokalstil totalt. Vi er nu ude i en meget guttural, nærmest knurrende snerren i stedet for cleansinging og strubesang. Så hvis man gennemgår hele bandets diskografi, er man vidne til en ret sjov vokal-udvikling fra klassisk black-metal-skrig på de første udgivelser til strubesang og cleansinging til growl. Med andre ord er der noget til enhver smag.
Men trods det, at vokalstilen har ændret sig, og at der er kommet nogle fine guitarsoli, så minder Northern Memory stadig rigtig, rigtig meget om både Die on My Ride og Cian Bi. Temaet er lidt det samme, altså ideen om at skabe en global lyd af øst og vest, der mødes og sammen skaber en smuk musikalsk pagt. Og det er da også en fin ide, bestemt, men resultatet er desværre lidt vattet, og man sidder lidt og føler, at albummet hverken er fugl eller fisk. Der er større fokus på det østlige element, hvilket i min optik er en god ting, for det er jo lidt det, bandet er kendt for. Men det bliver akkompagneret af de samme midt-tempo 00’er-agtige nu-metal riffs, hvilket ikke helt fungerer.
Derudover er der 11 numre på albummet, og de fleste af dem er under tre minutter lange. Det betyder, at selve albummet kun er 33 minutter langt – det virker lidt forhastet. Hvorfor så ikke skrive syv-otte sange og så have lavet dem længere og mere storslåede?
I dag Randers; i morgen hele verden… Måske!
Northern Memory er et fint album på samme niveau (måske lidt højere) som Die on My Ride og Cian Bi. Albummet lyder og føles som en relativt naturlig efterfølger til de album, men alligevel har det lidt mere personlighed end de to, så det formår – trods alt – at skille sig lidt ud fra dem. Men jeg savner nu stadig de gode gamle dage, hvor der var smæk for skillingen, og man virkeligt følte, at man lyttede til et band, der kunne erobre verden. I stedet sidder man lidt og føler, at man lytter til et band, der slog sig tilfredse med at indtage Randers.
