Ten - Stormwarning

Stormwarning

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:59.34
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ten er et britisk band, der gør sig i AOR, hard rock og mere melodisk heavy metal, og "Stormwarning" er deres album nummer 9 (10, hvis man tæller deres live-album fra 1998 med), og der er her tale om en melodisk, men ganske hårdtrockende affære med masser af klassisk 80er metal og hard rock riffage og noget fantastisk lead guitar.

Musikken er generelt melankolsk, hvilket lidt skyldes sanger Gary Hughes' vokal, men også selve musikkens stemning. Gode eksempler herpå er "Centre of My Universe", "Book of Secrets", "The Hourglass and the Landslide" og "Destiny", der alle har fængende vokalmelodier og let tilgængelige omkvæd. Selvom det er noget, der er hørt før, så synes jeg egentligt der er tale om udmærket musik, der ligger et sted mellem AOR og melodisk 80er metal. Titelnummeret er i samme kategori og, når man lige er kommet over keyboard-introen, så er det ret fedt (der er endog lidt neoklassiske power metal elementer at spore hist of her) - og så er der et rigtigt fedt riff, der bygger på guitarharmonier (det skal ikke være en hemmelighed, at jeg har en svaghed for guitarharmonier). "Invisible" er en mere rock 'n' roll agtig affære, men stadig melankolsk, og så har den et ret fedt klassisk 80er-metal omkvæd. "Endless Symphony" er ikke overraskende et symfonisk metal/rock nummer, og pladens bedste nummer synes jeg. Det er melodisk og symfonisk, men det rocker godt til alligevel og der er nogle ret fede riffs og guitarsoli at komme efter her.

Jeg har læst nogle lidt negative anmeldelser af "Stormwarning", hvor det begrædes, at der ikke er nye idéer på albummet, og at musikken er for typisk og formularisk for Ten. Jeg synes egentligt ikke, at "Stormwarning" er kedelig eller uinteressant - selvom nogle af numrene, så som balladerne "Kingdom Come" og "Love Song" samt de mere kommercielle pop-rock numre "The Hourglass and the Landslide" og "The Wave" måske kan være lidt for sukkersøde til manget et metalhovede - men jeg er nok enig i, at der ikke er tale om rigtigt nyskabende musik.

Til fans af Fates Warning kan det nævnes, at den super dygtige trommeslager Mark Zonder, der jo tidligere har revolutioneret Fates Warning med sit trommespil, sidder bag trommerne på "Stormwarning" - man skal dog ikke forvente det store progressive trommespil fra ham her, men det ville nok heller ikke passe til Tens stil på albummet her. Trommespillet er solidt og så varieret, som det skal være, og Zonder viser her, at han behersker begrænsningens kunst.

Vokalen er okay og dejlig nem at høre på, synes jeg, men måske en mere varieret vokal ville have gjort musikken mere spændende.

Hvis man kan lide melodisk heavy metal og AOR, så tror jeg, at "Stormwarning" er et album, man vil få noget ud af. Jeg synes selv, det er meget fedt, men man skal ikke forvente, at Ten har genopfundet eller nyskabt sig selv. Jeg tror heller ikke, selvom jeg selv ikke har noget imod det, at den kommercielle og melodiske tilgang vil appellere til alle metalhoveder, men hvis man har brug for at slå hjernen fra til noget melodisk og let fordøjeligt men stadig sofistikeret og meningsfyldt musik, så kan man roligt sætte Tens "Stormwarning" på.