De tunge drenge fra Michigan

Temple of Void er et relativt nyt doom metal-band fra USA, der har bevæget sig i undergrunden siden 2013. Deres debutplade, Of Terror and the Supernatural fra 2014, modtog positive anmeldelser, men det var ikke nok til, at bandet røg på verdenskortet. Det kan skyldes, at bandets tunge riffs og buldrende trommer ikke trængte helt igennem på debutpladen – til dels på grund af dens tynde og flade produktion. Dette er dog ikke tilfældet i 2017, for Temple of Void er klar med deres andet studiealbum, Lords of Death… Og hold nu kæft, det er lækkert!

Med greb om struben og klar med hammeren

Lords of Death sparker albummet i gang med introsangen ”The Charnel Unearthing”, som starter blødt ud med klassisk akustisk guitarspil, der i løbet af ét minut og 40 sekunder udvikler sig til en forret for, hvad albummet byder på. Guitaren bliver forvrænget, og trommerne springer ud med saft og kraft – dog også med en snært af tilbageholdenhed. Tilbageholdenheden varer heldigvis ikke ved, da sangen, der følger efter, ”Wretched Banquet”, skruer niveauet op på 11. Dens langsomme og tunge groove, kombineret med et beskidt guitarriff og forsanger Mike Erdodys dybe og brutale growls, slår lytteren bevidstløs ved første hug.

Man kan tydeligt høre, at Temple of Void har brugt årene siden deres debut på at finpudse deres evner til at skabe død og ødelæggelse med deres instrumenter. Det overordnede lydbillede har også fået flere nuancer og farver. Et godt eksempel vil være sangen ”The Hidden Fiend”, der lægger hårdt ud med et langsomt groove, som senere hen glider over i noget mere tonsende death metal-inspireret trommespil. Omkring midten af sangen bliver lytteren introduceret til en atmosfærisk guitarsolo fyldt med psykedeliske effekter, der giver sangen en mere dyster og mystisk stemning.

Den stærke dynamik gør sig også gældende på ”A Watery Internment”. Nummeret fremviser på samme tid Temple of Voids talent for onde riffs og tunge grooves samt deres mere subtile guitarpassager, der flyder over den fyldige bas og de underspillede trommer i baggrunden. Pladen byder på masser af variation. Den kommer dog med en enkelt lille skævert i tracklisten: ”An Ominous Journey”, som er en 30 sekunder lang akustisk guitarpassage, der føles en anelse malplaceret. Den popper op ret abrupt, lige efter den forrige sang, og bygger ikke op til næste sang, ligesom introen gør. Den stopper ret pludselig, hvorefter den næste sang sparker liv i albummet igen. Det heldige er, at det blot er én sang ud af otte, som de resterende syv sagtens kan undskylde.

Til dig, der hungrer efter det tunge

Temple of Void har leveret en solid omgang doom/death. De demonstrerer deres talent for dynamisk komposition til noget nær perfektion. Det generelle flow i albummet er suverænt, og med undtagelse af ”An Ominous Journey” er overgangen fra sang til sang elegant og flydende. Medlemmernes kompetencer overgår klart deres svage sider på Lords of Death. Derfor får den otte velfortjente kranier!