Temple of Dread - God Of The Godless

God Of The Godless

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Dødsmetal Trifecta opfyldt!

Medlemmerne af Temple of Dread kommer fra noget så sjældent som en lille tysk ø. Alle medlemmerne har spillet sammen i Slaughterday, som lugter af Autopsy og Massacre, og denne erfaring bærer ved til lyden i Temple of Dread. God of the Godless er det femte album på seks år, og musikkens kvalitet har været på en stejlt stigende kurve. Én af årsagerne til dette er simpelthen, at de har spillet sammen i så mange år og ikke har haft udskiftninger siden begyndelsen i 2017. En anden årsag er, at trommeslageren, Jörg Uken, ejer og kører det velrenommerede studie Soundlodge Tonstudio, der har produceret navne som Anvil, God Dethroned og ja, Slaughterday. De er en del af den hastigt voksende tyske metalscene, der leverer ekstremt høj kvalitet.

Alt andet end sløje Leprosy-kloner

Temple of Dread benytter Paolo Girardi til at lave deres covere (se eventuelt hans arbejde på Black Dahlia Murders seneste album, Servitude). Hans kunstneriske stil passer virkelig godt med deres musiske udtryk. En sortklædt, fordærvet dødsgud i et oprørt blodhav flankeret af en helvedeshund som forgrund til en eklipse sætter en apokalyptisk stemning. I disse AI-tider er det dejligt, at der stadig sættes tid, penge og energi af til at skabe et samlet kunstnerisk ind- og udtryk. Ligeledes er God of the Godless et fantastisk eksempel på dygtige musikere, der lykkes med at holde inspirationskilderne tydelige og samtidig holde fast i deres egen lyd. Der er så mange i den nyere bølge af oldschool dødsmetal, der ofrer originalitet på hyldestens alter, og selvom det altid er fedt med mere dødsmetal, bliver man på et tidspunkt træt af nye måder at planke lyden fra Leprosy-skiven med Death. Men det er altså ikke noget problem for Temple of Dread.

Fra første anslag på ”Carnage Ritual” er man grebet af en stemning, der vækker minder om Pestilence og Death-skiven Scream Bloody Gore. ”Spawn of Filth” følger efter, der med et perfekt skud Morbid Angel sender dopaminproduktionen i overdrive. Forgæves leder man måske efter noget, der ligner for meget, og når disharmoniene i ”Black Scream” indleder en meget fin afbalanceret blackened sang, er jeg i hvert fald solgt. Dette album lader dig ikke slippe bandets tour de force rundt i dødsmetallens håbløse helvedeshjørner. De formår endda med ”Monstrosity Divine” at mætte den doom/groove-hungrende lytter.

Skiven indeholder fine galopper, der nikker høfligt til Iron Maiden, harmoniske 'guitarduetter', glatte overgange uden mudrede sekvenser (et lillebitte problem på deres forrige skive), lyriske dødsblomster, uovertruffet riffarbejde og enkelte dødsthrash-sekvenser. Alt sammen serveret med en selvfølgelighed, der sender mig helt ned i jordens dybder, som kun de gode gamle kan: Schuldingers Death, Morbid Angel, Pestilence/Asphyx og selv Sepultura og Slayer i de hårde thrash-elementer. De fletter baltiske/mellemøstlige elementer ind, som var så fede på Beyond Archeon (bandets forrige skive), især på titelnummeret ”God of the Godless”. Disse sydlige strejf giver små nik til Nile, Septic Flesh og faktisk også lidt Bolt Thrower. Alle numrene bærer præg af den samme balance mellem atmosfæriske elementer og intense riffs og sjælevridende vokal, som har været kendetegnende for alle deres udgivelser.

Stinkface, ufrivillig hovedboppen og vippende fodsyndrom

Det egentlige kvalitetskriterie er ikke de tekniske, menneskelige og musiske elementer, jeg har nævnt herover, men hvor langt musikken tager en på dødsmetal-trifecta-skalaen, og det er individuelt. For mig kan jeg tjekke alle tre af fra første anslag på første nummer. De få skønhedsfejl, der var på Beyond Archeron, er fordampet som dug i Helvede. Jeg er ikke for stolt til at indrømme, at en lille tåre gled ned ad min kind i ren anerkendelse af videreførelsen af den virkelig gode dødsmetal. Temple of Dread er noget af det ypperste i den nye bølge af OSDM i Tyskland p.t. Jeg håber snart, jeg får mulighed for at se dem live.

Tracklist

  1. Carnage Ritual
  2. Spawn Of Filth
  3. Black Scream
  4. Sacrificial Dawn
  5. God Of The Godless
  6. Prophetic Misanthropy
  7. Monstrosity Divine
  8. Terminal Putrefaction
  9. Demise Of Olympus