Atmosfærisk metal der ender ensformigt og kedeligt

Teardown spiller atmosfærisk metal, som lægger sig tæt op ad tungt gotisk metal. Det finske band har været i gang siden 2001 og er nu klar med debutalbummet, Inner Distortion. Derudover har de haft to demoer ude.

Teardown prøver at opbygge store atmosfæriske billeder ved hjælp af lange instrumentale passager. De fleste gange er passagerne også uden nogen form for melodi, men en masse flydetoner og en smule trommer. To gange er der en smule guitar med, og et par gange er det en smule klaver, der skal opbygge spænding. Disse stykker er tit tomme og kedelige, de er for lange og udvikler sig ikke, og det langsomme tempo, der er på samtlige numre, giver en bedøvet stemning. Det kan være nogle gode effekter at bruge, men uden noget håndgribeligt som melodi bliver det for kedeligt og intetsigende. Teardown er inspireret af Katatonia, men de når aldrig op på de samme niveauer. Det sløve tempo, de tomme mellemstykker, den manglende udvikling i numrene og at der ikke er nogen håndgribelige riff eller let genkendelige melodier, gør at alle musikstykkerne kommer til at lydene ens.

Der er dog nogle gode ting at tage fat på Inner Distortion, for de små variationer, når der endelig er nogen, bliver mere spændende. Der er lidt mere gang i "Horns" med et lidt højere tempo, også i de stykker uden sang, hvor der er en smule guitarsolo, som er veludført, og sangerinde Katja Pieksämäki synger lidt mere råt. "Cold Rooms" har en smule mere spændende trommer og et lille guitarriff, men efter introen forsvinder det hurtigt og falder tilbage i samme stil som resten af albummet. Afslutningsnummeret "Everything Ends Here" er på samme måde; det begynder med en smule akustisk guitar, som ikke er set på resten af pladen, men falder hurtigt tilbage til det sløve og kedelige materiale.

Sangerinde Katja Pieksämäki er en dygtig sanger med en flot stemme, men den er en smule generisk i forhold til så mange andre kvindelig metal sangere. Hun er mest spændende, når hun gør det lidt mere råt som på "Cold Rooms" eller giver stemmen en masse kraft, så den er lige ved at knække som på "Glass Idol", som også er det nummer, hun synger mest vidunderligt på. Det er ærgeligt, hun ikke udfordres mere, når hun viser at hun godt kan.

Inner Distortion er et meget sløvt og tungt album, så hvis man til den type musik, uden det bliver dystert doom, så er det værd lytte til et par numre her. Men det bliver hurtigt ensformigt. Det er sådan et album, hvor man ikke behøver at have sin fulde opmærksomhed på hele tiden.

Trackliste: 1 – My Cave 2 – Dead Cry For the Sun 3 – Glass Idol 4 – Fire in her Eyes 5 – Horns 6 – Black Faces 7 – The Deserted 8 – Cold Rooms 9 – Everything Ends Here

Glass Idol er pladens mest spændende nummer. youtube.com/embed/qYPrz4fYCb8?rel=0" frameborder="0" allowfullscreen>