Et eller andet sted må der være gået noget helt galt i min opdragelse, for indtil "Seven Circles" kom dumpende ind af min brevsprække, havde jeg aldrig hørt om det canadiske teselskab, til trods for at bandet har udgivet plader siden 1991. Lige siden "Seven Circles", har den haft fast residens i mit stereoanlæg.

Musikalsk set bevæger vi os i et halvmørkt, progressivt univers med mange forskellige inspirationer - især mellemøstlige inspirationer lader sig mærke, mens også et band som Led Zeppelin har sat tydelige spor i The Tea Partys musik. Ifølge bandet selv har man på "Seven Circles" valgt at gå fra de østlige toner for at stræbe mod at nå tættere på deres egne rødder med en mere traditionel lyd. Med mit mangelfulde kendskab til dette bands bagkatalog kan jeg desværre ikke vurdere hvor vidt dette er lykkedes for dem, men en ting er sikkert: "Seven Circles" er et af de mest fængende og tankevækkende albums jeg har hørt i lang tid

Albummets svageste nummer er titelnummeret, der belejligt nok er placeret som den sidste skæring. Hvor de øvrige skæringer hver især er følelsesvækkende og vokser ved hver enkelt gennemlytning, er albummets afslutning en temmelig flad fornemmelse, der egentlig bare bliver mere og mere irriterende. På den ene side er det vældig praktisk at albummets første fyrre minutter er en nydelse, hvor det middelmådige er gemt til sidst, men på den anden side er det svært ikke at ærgre sig over, at det sidste nummer ikke kunne have været gemt lidt af vejen mellem de andre numre i stedet for at være placeret på en så vigtig position som afslutningsnummeret.

Den, for at bruge et ord fra min nordvestlige hjemegn, trælse afslutning er det eneste skår i min glæde over "Seven Circles", der ellers er en rendyrket nydelse for øregangene.