Oldschool thrash og øl – det er da en kombination, der ikke kan gå galt. Og det er også hvad Tankard synes at tænke her på deres femtende album, hvor humor i lige så høj grad synes at være drivkraften, som det er tilfældet med musikken. Tankard har smidt sig i nichen "humor-/fest-thrash" og det giver nogle begrænsninger, for de har et kernepublikum, der værdsætter dette og det bliver da heller ikke sat over styr på dette album. Og der ikke rigtig nogen grund til at overanalysere det som Tankard har gang i ,for det er jo dybest set den samme joke som Tankard i meget lille grad forsøger at nuancere album efter album.

Men ellers er det retro-thrash der er tro med rødderne, som kan høres på A Girl Called Cerveza, og som, med det kendskab jeg har til Tankard, ikke har ændret sig betydeligt gennem de tre årtier som Tankard efterhånden har eksisteret. Hvis man endelig skal finde nogle referencepunkter, minder Tankard til tider en smule om ældre Overkill, og det er jo ikke helt skidt. Men Tankard er dog ikke vildt interessant på det musikalske plan. Ja, gu’ vil det fungere med en fadbamse til at skylle ned med, men der i bund og grund tale om en gang udvandet thrash på A Girl Called Cerveza.

Kan du li’ joken Tankard – ja, så køber du sikkert pladen under alle omstændigheder. Men er du ude efter kvalitetsthrash er det nok ikke lige her du finder det. Eller sagt på en måde så Tankard og deres fans bedre kan forstå det – min kærlighed til øl er en del større end til seneste album fra Tankard.

Tracklist: 01. Rapid Fire (A Tyrant’s Elegy) 02. A Girl Called Cerveza 03. Witchhunt 2.0 04. Masters Of Farces 05. The Metal Lady Boy 06. Not One Day Dead (But One Day Mad) 07. Son Of A Fridge 08. Fandom At Random 09. Metal Magnolia 10. Running On Fumes