Tag med ud på et klassisk metal nostalgi trip
Taberah kommer fra den lille australske ø Tasmanien og spiller en gang støvet heavy, som man kender det fra de store gamle drenge, de har inspirationer fra Judas Priest og Metallica, Iron Maiden og AC/DC’s Rock’n’Roll performance. Taberah udgav deres debut The Light Of Which I Dream, Necromancer er deres andet album. Live har bandet fået en fantastisk god kritik, og er bl.a. blevet håndplukket af Motörhead til opvarmning for dem.
Breakdown
Necromancer er et album i klassisk heavy metal stil med masser af Rock’n’Roll ånd, og hvis man vil have nyt og banebrydende musik er det ikke hos Taberah man skal lede, for det hele er set før og tæsket igennem. Det er dog ingen grund til at overse bandet. Pladen åbner med "2012" som sætter standarden for hele albummet. Lyden bliver karakteriseret som den støvede heavy, det stræber efter. Skæringen bygger på stærke riff, soloer og masser af fokus på guitarlyden. Bassen er der også god plads til, og det allerførste der høres, er et basriff. Flere gange gennem albummet er der små basriff, der giver en smule tiltrængt pift af variation. Det der trækker mest ned er Jonathan Barwicks vokal, som ikke for helt lov at trække igennem mixet, men han er ikke malplaceret og har en god klang, der falder godt ind i lyden af Taberah. "Dying Wish" der kommer efter har en Judas Priest feel, med stærke riff og massere soloer.
Vi skal over halvejs igennem pladen før der kommer det første ordentlig variation, for "Don’t Say You’ll Love Me Forever" er langsommere og tungere, og prøver at virke mere storslået. Den har lyden af en powermetal ballade. "One Goonbag Later" er et kort akustisk intermezzo. "My Dear Lord" har også en stærk powermetal feeling med galopperende guitarer, og en kvindelig gæstevokal. Albummet lukker med et cover af Deep Purples "Burn", som virkelig viser at Taberah har et stykke vej i sang skrivningsprocessen, for det ligger også lidt væk fra resten albummet. Pladens single "The Hammer of Hades" er pladens tungeste nummer. Necromancer har stærke soloer og mange stærke riff. Der er også mange rigtige stærke vokalarrangementer, med overdubbede stemmer og kor, det stærkeste helt klart på "My Dear Lord". Albummet er meget enslydende, men alt det spændende ligger i de små forskelle i numrene, bl.a. en støjende disharmonisk solo på "Warlord" eller en kort klaverstemme på "Necromancer", de spændende vokaler eller et skønt kort basriff i centrum. Det giver albummet stor genlytningsværdi.
Nostalgi trip
Taberahs andet album er ikke banebrydende og nyt, men hvis kan lide klassisk metal med masser og rock’n’roll så skal man ikke overse Necromancer. Det har stor genlytningsværdi, men det er lettilgængeligt at lytte til. Riffene er fede og hvis man søger dybere dukker de små spændende forskelle op. Det der trækker lidt ned, er dog at meget af albummet er enslydende, og vokalen der ligger lidt for langt tilbage i mixet. Hvis du er til nostalgi og fede riffs så er Taberahs Necromancer en god plade til mixe samling lidt op.
