Middelmådigt black metal udspil fra det kolde Norge

De sidste otte år har været meget kontroversielle for one-man bandet Taake med alt fra et svastikasymbol på brystkassen under en koncert i Tyskland, til fængselsdom for grov vold. Bandets eneste medlem, Høst, har haft masser af medieopmærksomhed. Om dette har fjernet fokus på sangskrivningen af Stridens Hus skal være usagt, men albummet ender som en skuffelse i forhold til mesterværket Norges Vaapen.

Bandets forrige udgivelse, Norges Vaapen, er mit favoritudspil og dette blev cementeret på sidste års Copenhell, hvor bandet  (han?) var intet mindre end i topform. Vi snakker black metal med corpse-paint og norske tekster. Intet nyt her.

Kold og dyster stemning

Første nummer på Stridens Hus er ”Gamle Norig”. Nummeret starter ud med noget dissonant guitarspil, og efter nogen tid kommer resten af instrumenter på. Høsts hæse vokal kommer snigende og skaber den kolde, dystre stemning som vi kender. Nummeret er en god åbner og sætter en høj standard for resten af pladen.

Tredje nummer ”Det Fins En Prins” er på seriøse otte minutter og lytteren bliver sparket i hovedet af blastbeats og øreskærende guitarer. Der er dog en del mere variation på dette nummer end på det forrige. Her er både temposkift og fede riffs, og som altid godt vokalarbejde fra Høst. Her får vi et indblik i Høsts kaotiske sangskrivning, når den er bedst. Alting er uforudsigeligt med Høst, når han skriver musik, for eksempel på nummeret ”Myr” fra Norges Vaapen, hvor der lige pludseligt kommer en banjosolo. 

Nummeret ”Stank” er vel nok lavpunktet på albummet og uden variation begynder det så småt at gå ned ad bakke. Rækken af gentagelser gør nummeret kedeligt og interessen går efterhånden tabt.

Høst har taget lidt af et drastisk vendepunkt ved at eksperimentere med melodier og blande en flere musikgenrer sammen. Her snakker vi alt fra speedmetal til råt og råddent black metal og noget punkrock afslutningsvis. Det fungerer dog ikke helt, og efter fjerde nummer ”Stank” mister jeg interessen. Måske kan eksperimenterne fungere på fremtidige udgivelser, men her falder den dog til jorden.

Tre gode – resten kommer ikke helt i mål

Jeg vil beskrive pladen som en skuffelse i forhold til Norges Vaapen, som var et gennemført black metal mesterværk. Ærgerligt, at pladen indeholder tre fede numre, og at resten af pladen ikke rigtig kommer ind under huden på en. Forhåbentlig vender Taake stærkt tilbage med et mere solidt album i fremtiden.