Veludført Tech Death fra støvlelandet
En rigtig interessant subgenre
Som det er tilfældet med så uendeligt mange hovedgenrer inden for musikkens verden, gælder det også for death metal, at der efterhånden findes utallige subgenrer. En af disse er technical death metal - et interessant felt, hvor skæve rytmer og teknisk krævende passager er i højsædet, men heldigvis uden det selviscenesættende navlepilleri, man kender fra prog death.
Italienske Synapses mestrer tech death på imponerende vis. Devoutness er deres anden langspiller.
Enten eller...
Lad det være sagt med det samme: Devoutness er ikke for alle og enhver. Den kræver muligvis et par lyt, før man køber præmissen, og enten begynder den at æde en indefra, eller også bliver man aldrig fan. Personligt tilhører jeg førstnævnte kategori, da jeg elsker at lytte til dygtige musikere, der samtidig med deres tekniske ekvilibrisme formår at skrue gode, catchy melodier sammen - og det er præcis her vi finder Synapses.
På skivens 45 minutter præsenteres man for en ret så lækker omgang musik. Guitarspillet, og i særdeleshed de sublimt spillede trommer, imponerer for hvert eneste nummer, og særligt "Expiation" og "Spiral of Devoutness" er med deres blastbeats, groovy skæve riffs og latterligt veludførte guitarsoli pladens bedste skæringer. Skivens øvrige numre er bestemt ikke dårlige, men bare mere af det samme på en lidt mindre iørefaldende måde. Faktisk kan man godt fristes til at synes, at Devoutness bliver en anelse for monoton og ensformig i længden, men det ødelægger heldigvis ikke den positive helhedsoplevelse alt for meget.
…men absolut anbefalelsesværdig.
Som skrevet er Synapses ikke for alle og enhver. Enten kan man virkelig godt lide skiven, eller også kan man slet ikke. Det er mit gæt, at særligt hardcore fans af god gammeldags death metal ikke vil bryde sig om italienerne, da det er en lidt for moderne og skæv nytænkning af det gode gamle. Men jeg vil alligevel anbefale alle at give den et lyt.