Tag nu den æresrunde og gå hjem
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at thrash-metallen i den grad har fået en opblomstring inden for de sidste ti år. Bedst som nogen troede – og andre håbede – at genren havde taget livet af sig selv, vælter det frem af undergrunden med myriader af nye bands, hvilket så også inspirerer den gamle garde til at ryste skiver ud af ærmet. Kvaliteten af både nye bands og skiver kan så diskuteres. Hvilket så leder os til spørgsmålet om, om denne opblomstring ikke snart har nået sit efterår, og det er på tide at lægge thrashen på is igen. Spørger man danske Swartzheim, er svaret klart nej; de er nemlig pladeaktuelle med debuten Clinical Nightmare.
Der er gode takter, men….
Med Swartzheim er der dog ikke tale om endnu et band, der ligger på hjul af Demolizer og Killing og bare hamrer derudad med hovedet-under-armen thrash. På Clinical Nightmare er der lagt noget mere fokus på midttempo-rytmer og thrashens mere melodiske aspekt. Et ganske interessant valg, der, om ikke andet, får Swartzheim til at skille sig noget mere ud fra resten af feltet.
Først og fremmest så er Clinical Nightmare fuldstændig tilsølet i en smittende ungdommelig og ukuelig tro på, at hvert eneste riff holder hundrede. Numre som ”Front Teeth Kicked In” og ”No One to Blame” er da også bygget på arketypiske thrash rytmer og grooves, som gang på gang har vist sig at have en holdbarhed længere end salt. Lægger man dertil numre som ”Night of the Lupus”, ”Arise Pt. 2” og titelnummeret, der bestemt ikke er bange for melodiske breaks og bundsolide soli, så har Swartzheim da bestemt også noget at have denne tro i.
Der, hvor kæden dog hopper af, og Clinical Nightmare bliver en plade, der efterlader lytteren med flere spørgsmål end Trivial Pursuit, er, når det kommer til produktionen. Det lyder lidt, som om Swartzheim har overvejet, hvordan man kunne thrashificere den typiske norske black metal-produktion. Dette går åbenbart ud på at stille trommesættet klos op ad mikrofonen, bede vokalisten råbe nede for enden af gangen, stille guitaristerne lige bag ved trommerne – medmindre det er en solo, så skal de ned til vokalisten – og ved bassen løb man tør for ideer, så han får en norsk overhaling og bliver for det meste begravet af trommerne. Jeg begriber simpelthen ikke beslutningsprocessen bag denne produktion. Få den vokal tættere på, specielt den rene, og en solo skal ligge så langt fremme i lydbilledet, at strengene kilder lytteren på øreflippen. Meget mere skal der ikke til, før Clinical Nightmare havde været en ganske udmærket debutplade. Men nej, sådan skulle det desværre ikke ende.
…de er for det meste begravet
Der er masser af gode takter og momenter at finde på de seks århusianeres debutplade; der er ingen tvivl om, at de har styr på, hvordan en gang småmelodisk thrash metal skal spilles. Det kunne dog være umådelig dejligt, hvis de kastede lige så meget kærlighed over produktion og mix. For det er ikke specielt fedt at skrue så højt op, at man bløder ud af ørene for at høre en ren vokal eller størstedelen af en plades soli. Men ud over det så vil jeg se frem til næste udspil fra bandet, for spille, det kan de.
