Finnerne bringer hele verdens tårer med sig på gennemført triple album.

Malerisk mørke

På dette sjette album på 15 år bliver der for alvor spillet med de musikalske biceps. I stedet for at udgive ét langt album med få numre på har finske Swallow the Sun besluttet sig for at diske op med hele tre cd'er i en lækker samling, og det har vist sig at være en rigtig god idé.

Smukt sortsind

For der er en verden til forskel på formidlingen af deres melankolske univers i denne udgivelse, og ingen af de tre albums var således kommet ordentligt til deres ret, hvis de skulle deles om pladsen på en enkelt cd. Det første album læner sig kraftigt op ad Emerald Forest and the Blackbird (2012), men når desværre ikke sin inspirationskilde til sokkeholderne. Bevares, det er da veleksekveret doom fremført af et band, der har styr på, hvad de laver, men her falder de lidt for meget i "spoken word"-fælden. Mikko lyder ikke overbevisende, når han hæst viser os rundt i sit mørke hjertes afkroge, men når han folder sig ud i den klassiske doom-vokal, overgiver jeg mig fuldstændig til det smukke tungsind.

Album nr. 2 er akustisk, og jeg får associationer til både Ludovico Einaudo og deres landsmænd i Callisto. Hele albummet er nærmest æterisk og drømmende. Dog burde det have været rent instrumentalt, da en vokal næsten ødelægger det skrøbelige luftkastel, der her bliver bygget op. Jeg vil i øvrigt gerne fremhæve nummeret ”66,50´N,28,40´E”, som er et af de smukkeste numre, jeg har hørt til dato. Det er ret så enkelt i sig selv, men med en længselsfuld og atmosfærisk undertone, der går lige i hjertet.

Album tre er kronen på værket og absolut det tungeste i sit udtryk. Hvor album nr. 1 tangerer det depressive og nr. 2 er melankolsk, er nr. 3 næsten ondt. Det er som at høre død i 33 rpm-fart, men der bliver ikke slækket på følelsen af, at alt håb er ude for den ulykkelige sjæl, der krænger sit inderste ud i håbet om, at den evige regn vil vaske smerten ved livet væk.

Melankoliens mestre

At fordybe sig i Songs.. er næsten som at kortlægge sindsstemningerne, der følger i kølvandet på et tab. Længsel, apati, melankoli, et svagt smil ved mindet om bedre dage efterfulgt af grimassen, der afslører det stadig gør ondt. Det her album er ikke for sarte sjæle, og dog. Det kræver en vis følsomhed i sindet at værdsætte denne type musik og værdsat, det bør den blive. Jeg har altid været typen, der først og fremmest lyttede til teksten og sekundært til stemningen i musikken. Denne gang erkender jeg, at et (lyd)billede siger mere end tusinde ord, for hvor teksterne i enkelte tilfælde bliver så klichéfyldte, at jeg næsten ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, sidder de musikalske udfoldelser lige i skabet. Det helt specielle skandinaviske tungsind bliver ikke beskrevet bedre end gennem denne magtdemonstration, som disse tre albums egentlig er, og ingen mestrer det som finnerne.