Den svære toer

Suasion betegner selv sin stil som ”cinematic/metalcore/electronic/rock, og det er nok meget godt som metalcorefan at justere sine forventninger efter.

Efter albumdebuten Stardust i 2019 barsler belgierne nu med den, ja, svære toer, hvor forkærligheden for det stemningsfulde og sfæriske er intakt. Navnlig en god del mere reel vokal og guitar og mindre synth gjorde imidlertid Stardust lettere at fordøje for et metalpublikum – det blev aldrig for alvor interessant, men det var sådan set meget rart at høre på. Det samme kan man ikke uden at blinke sige om The Infinite.

No, no, no, no, no, no

Pladens første reelle nummer, ”Murphy’s Law”, er en eksplosiv elektronisk energiudladning, jeg endnu ikke er kommet overens med. Vi taler wannabe-Bullet For My Valentine møder Rammstein på en dårlig dag og jammer ”Spaceman”. Bare værre. Hvis man er ude efter et akkompagnement til en festlig lørdag aften, er hermed en gratis anbefaling – nummeret er yderst dansabelt og slutter sågar af med et ”jump, jump, jump”. Værsågod.

Titelnummeret, ”Infinite”, svinger mellem en art nedtonet metalcore og manisk upbeat ambience. Det har bestemt en effekt; hos mig er den bare forvirring, stress og træthed i netop den rækkefølge. 
Og sådan er det desværre med flere af numrene, der over en bred kam er svære at skelne fra hinanden. Eksempelvis ”Explore” bliver meget tilbagelænet, og jeg ved ikke, hvilken tone forsanger Steven Rassart forsøger at ramme undervejs, men det bliver desværre ved forsøget. Av.

”Black or White” har elementer af fed metalcore, men så går der skønsang, bizart kor og sågar rap i den. På positivsiden har man sneget en god, gammeldags heavymetalsolo ind, men guitarist Nicolas Pirlet kommer til at stå at flagre alene med den, og trods det udmærkede guitararbejde ender et potentielt godt nummer med at føles temmelig uforløst.

”Trapped” går full-blown industrial med et sample, der – og her må jeg vitterlig knibe mig i armen – er taget ud af 90’er-dancehittet ”No Limits” med landsmændene fra 2 Unlimited! Hvis det er en bevidst gimmick, letter jeg på hatten, for det vidner da om en vis portion humor og selvironi. Det ændrer dog ikke ved oplevelsen af, at også dette nummer trods elementer af fed metalcore hverken er fugl eller fisk: Står vi i buffalosko under diskokuglen på en 90’er-natklub, eller kaster vi djævlehorn op mod scenen på et undergrundsspillested? Det skisma bør i førnævnte halvfemserbands terminologi være ”no, no, no, no, no, no”!

Uh-åh-åh-åh-kor er i mine ører sjældent en farbar vej, men selv om ”Momentum” genremæssigt er nogenlunde lige så skizofren som resten af albummet, er der faktisk noget at hente her. Ud af det blå får vi sågar endnu en udmærket guitarsolo, og duetten med den på vore breddegrader ikke ret navnkundige singer/songwriter Steffi Pacson er ganske medrivende. Albummets bedste nummer.

Som til rulletekster runder ”Naught” filmen stemningsfuldt af og danner sammen med introen, ”Astro”, en fin instrumental ramme om et album, der vil og gør en hel masse.

Sovset ind i teknologi

Ingen tvivl om, at vi her har at gøre med et band, som gør rigtigt meget ud af udtryk og produktion. Efter min oplevelse også FOR meget. Det bliver for pompøst og overproduceret. For meget synth. For meget autotune. Suasion suser afsted, og de har ikke mig med. Med enkelte undtagelser flyder numrene sammen, flere fremstår helt uden mål og med, og de guldkorn, der er, er sovset ind i teknologi.

Bandet lægger stor vægt på sit visuelle udtryk og sidestiller selv video med audio. Med al respekt for dette kunstneriske valg er jeg bare nødt til at konstatere, at det alene er lyden, der kommer ud gennem højttalerne, og det er den, jeg forholder mig til.

The Infinite er givetvis et overbevisende album, hvis man er med på Suasions præmis. Det kom jeg desværre aldrig og sidder i stedet tilbage med fornemmelsen af, at det her band ikke bruger sine kompetencer rigtigt.