Overset profet
Amerikanske Steel Prophet frister en utaknemmelig tilværelse. Siden dannelsen i 1983 har de set de kolossale bølger af først thrash og siden death metal omslutte deres land, uden nogensinde at have oplevet noget nær den samme opmærksomhed om deres egen foretrukne powermetal. ”The God Machine” er gruppens niende album i genren, hvilket er passende, for den nye forsanger Liapakis (Mystic Prophecy) er ligeledes nummer ni i rækken. Lad os tænde for Gudsmaskinen og finde ud af, hvilke metalliske profetier vi skal lægge øre til denne gang.
Utydelig spådom
Steel Prophet pakker intet ind i vat; i stedet åbner de hårdt og hurtigt med gedigen powerthrash-riffing på titelnummeret. Steel Prophet er tydeligvis kommet for at sprede det gode budskab om klassiske heavy metal-riffs i højt tempo samt hookfyldte, svævende omkvæd og rå refræner. Nytilkomne Liapakis sætter passende i med et hyl og tager direkte fat på første vers. Hans vokal er tydeligt inspireret af Bruce Den Almægtige, men han har en mere hæs og ru klang, som for det meste passer musikken godt.
Nogle af sangene kæmper med at skabe dynamik. ”Crucify” og ”Thrashed Relentlessly” stoler lidt for meget på riffets kraft og gemmer tone- og temposkiftene til knapt så inspirerede c-stykker. Sammenlign med den Dio-inspirerede ”Damnation Calling”, som har både toneskift, temposkift og et fremragende riff, som Liapakis synger et kor-hjulpet refræn ud over – alt sammen før sangen er halvt færdig. Problemet med ikke at benytte variationsskabende elementer er, at sangene hurtigt falder i baggrunden al den stund, man ikke introducerer noget, der lyder anderledes, og det er nøjagtigt, hvad der sker på nogle af sangene her. Adskillige forsøg gøres på at bruge lead-guitaren til at hooke lytteren, hvilket til tider falder til jorden (”Fight, Kill”), fordi lead-guitaren til tider falder til bunds i mikset.
Jeg nævnte, at Liapakis’ vokal for det meste passer musikken godt. På de mere følelsesladede numre ”Between Love and Hate” og – især – verset i powerballaden ”Buried and Broken” udstilles til gengæld en Ripper-lignende tendens til at oversynge; en mangel på Fingerspitzgefühl, som hvis ”Fear of the Dark” var blevet udgivet på No Prayer for the Dying. Strofen ”yes baby, I know it wa-aas you” skærer i øret af denne årsag, og jeg konstaterer, at Liapakis gør sig bedst i de omkvæd, hvor han kan lade mellemgulvet få frit løb. Albummets højdepunkter ”Damnation Calling”, ”Soulhunter” og afslutteren ”Life = Love = God Machine” viser, at Liapakis er det rigtige valg til at synge hookfyldt powermetal med kraft.
Hverken dommedag eller himmerige
”The God Machine” lægger sig midt i mellem; højdepunkterne er medrivende klassisk inspireret powermetal med kraft og hooks, flot leveret af gruppens nye forsanger. For gruppens fans kan jeg derfor rapportere, at Liapakis kan sit kram og kun rammer en snert forbi på balladerne, og det er alligevel dér, man går ud efter øl. På minussiden tæller et par sange, som hurtigt taber lytterens interesse, og nogle guitar-leads, vel at mærke ikke alle, som ligger besynderligt lavt i mikset. Steel Prophet kan deres kram, men The God Machine viser kun gruppen fra deres bedste side halvdelen af tiden.
