Rogga & Felix finder den røde tråd

I 2012 slog Rogga Johansson fra svenske Paganizer (og et hav af andre bands!) sig sammen med frontmanden fra Crematory, Felix Stass. Det kom der The Darkside ud af i 2017. Den bød på melodisk svenskerdød tilsat lidt forskellige inputs af 90’er-gothic, doom metal og old school dødsmetal. Der var masser af gode idéer, men det virkede også lidt, som om de ikke helt vidste, i hvilken musikalsk retning albummet skulle gå. F.eks. var afslutteren ”The Host” ren gothic metal, som den blev smurt i de gyldne Paradise Lost-dage, hvorimod en sang som ”All Roads Lead to Hell” var fuld frontal gammel death metal som et mix imellem Six Feet Under og Dismember.

Ind til benet

Den røde tråd var ikke helt så tyk, som den måske kunne have været på debuten, men det er der i den grad blevet lavet om på med STASS’ nye album, hvor linjen er noget mere ensartet. Vi får her 10 gedigne klask i røven serveret med sikker hånd udi den ædle gamle kunstart kendt under banneret ’Swedish Death Metal’. Kort sagt har Rogga og Felix brygget en stuvning sammen med ingredienser fra føromtalte Dismember, Entombed og Paganizer (surprise!) krydret med lidt Kataklysm omkring In the Arms of Devastation-tiden. Som det fremgår af pressemeddelelsen, læner lyden sig op ad det klassiske Sunlight Studio, og det giver naturligvis også musikken det ekstra strejf af metal fra vores kære naboer.

Albummet lægger hårdt ud med ”Dreams of Rotting Flesh”, der både viser den melodiøse side, pumper afsted med solid energi, iørefaldende omkvæd og vellydende solo. Felix’ growl passer perfekt ind i det her scenarie. Den efterfølgende ”Forest of Bony Fingers” er lige så en melodisk oplevelse og har også et catchy omkvæd. Den lidt tungere ”Beneath a Darkened Moon” svinger godt og viser endnu en gang noget fed sologuitar samt lidt mørkere stemning.

Jo længere man kommer ind i albummet, jo tydeligere står det klart, at bandet er gået efter devisen ’alt overflødigt skal skæres væk’. Sangene er skrevet, så de fungerer og præsenterer det, de skal. Ikke dermed sagt, det er helt samme model, der bygges op omkring hele vejen igennem, men der er ingen ekstra fyld ud over den nødvendige. Omkvædene er uden tvivl omdrejningspunktet. De er skrevet, så man skal kunne huske dem bagefter, men når det er sagt, så er der jo selvfølgelig dem, der fremstår stærkere end andre. Det er heller ikke hele vejen igennem omkvædene, som gør sangene interessante. I ”Fear of the Living Dead” stjæler midterpassagen f.eks. en stor del af opmærksomheden, hvor soloen ender i et pænt svedigt og meget rockende klimaks, og i ”Skin That Peels Away” stikker lead-stykket før slutningen også op over resten. I det hele taget kan den lead-guitar et eller andet fedt!

Solidt og veludført 

Som skrevet får vi 10 udbrud med svenskerdød lige i fjæset samt en instrumental afslutter, der mere kunne lyde som en intro til albummet og faktisk føles en kende malplaceret og overflødig. Samlet spilletid hedder godt 34 minutter, hvilket vil sige, sangene er forholdsvis korte og kontante. De er velskrevne, fungerer efter hensigten og gør det, de skal. Der er naturligvis de numre, der rykker mere end andre, men generelt hørt er niveauet pænt velafbalanceret. STASS har her lavet en solid og veludført plade, som burde appellere til de fleste fans af gammel svensk dødsmetal, hvor melodierne og omkvædene er i højsædet.