Soundborne - Hallucinations

Hallucinations

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Spilletid:44:59
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Norske Soundborne spiller instrumental rock med påvirkning fra Dream Theater, Steve Lukather, Paul Gilbert mfl. Hovedattraktionen på "Hallucinations" er en samling fede riffs og grooves flettet ind i kønne leads og poppede harmonier. Soloerne er ikke voldsomt avancerede, og det er musikkens opbygning egentlig heller ikke. Til gengæld er instrumenteringen behageligt varieret: Den klassiske rock / metal-besætning med to guitarister, bas, trommer og keyboard bliver krydret med gode gæstestrygere samt lidt uuuh-sang på bl.a. "Creatures of a Fairy Tale" og albummets sidste nummer, "Locomotive".

Til at starte med var jeg noget skeptisk over for nordmændenes debutalbum. Numrene forekom mig lidt for enkle til at kunne bære ikke at have en sanger – det virkede, som om gruppens beslutning om at lave en instrumental plade var taget af nød. Men efterhånden har jeg alligevel hørt albummet en hel del gange, mens jeg har siddet og arbejdet, og er faktisk gået hen og blevet ganske glad for det. Musikken vokser i ens bevidsthed, selv om den ikke er specielt original. Dette er fortjenesten af et tight sammenspillet band, der formår at få de simple ideer til at virke rigtig godt. Kort sagt: Det swinger!

Og så skal det også nævnes, at Soundborne faktisk har fundet sig en sanger, som de er i gang med at indspille et nyt album sammen med. Det glæder jeg mig til, for det kunne godt rykke Soundborne op i den rigtig seje bandliga.