Soul Sacrifice - Carpe Mortem

Carpe Mortem

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det kan godt være, at dette tyrkiske band deler navn med et klassisk Cathedral-nummer. Du skal dog ikke forvente en omgang syre-doom fra denne tyrkiske kvartet. På dette deres andet album (og det var da vist på tide, at de lavede album nummer to, da der er gået hele syv år, siden deres debut Stranded Hate udkom) byder Soul Sacrifice nemlig på rendyrket melodød.

Nu er det desværre ved at være sådan, at melodød er en genre, der er blevet tærsket ihjel af den horde af bands, der har taget den ellers mægtige Göteborg-lyd til sig og malket den tør, mens de har tilsat flere og flere pop-elementer. Dermed har de vanæret det monument, som giganter som At the Gates, Dark Tranquility og In Flames samt Arch Enemy i sin tid rejste. Soul Sacrifice hører heldigvis ikke til denne skare af blasfemiske bands, og jeg synes, at deres version af melodød, selvom den da lader til at være inspireret af specielt In Flames, ikke er helt uoriginal.

En af de ting, som Soul Sacrifice udmærker sig ved, er, at de bibeholder den aggression og de thrash-elementer, som var med til at gøre tidlig melodød en energisk og inspirerende genre at lytte til. Derudover er der en tydelig indflydelse fra NWoBHM i form af melodiske guitarharmonier, hvilket blandt andet høres i "Killing for Society". Er man til tunge grooves, uden at det går hen og bliver til metalcore, så er der også en del af den slags at komme efter i blandt andet "OLB" og "Sarcastic Existence", der også byder på blastbeats. Der er dog også nogle mere poppede elementer at høre på skiven i form af brugen af keyboards nu og da, hvilket måske kommer tydeligst igennem i den In Flames-inspirerede "Comatose", og den velkendte melodød-formular, der kombinerer growls og ren vokal, er da også central på Carpe Mortem. Pop-elementerne går dog aldrig hen og tager over, og metal-essensen bibeholdes.

Soul Sacrifice er et tyrkisk band, og de ærer deres kulturelle rødder ved at gøre brug af tyrkiske skalaer og melodier nu og da. Dette høres blandet i nogle af riffsne i "Killing for Society" (her må jeg sige, at danske Mindmare altså er kommet Soul Sacrifice i forkøbet med mindst et årti) samt i det næsten progressive mellemstykke i "Sarcastic Existence".

Carpe Mortem er et ganske solidt stykke melodød-håndværk, der både byder på velkendte konventionelle elementer fra genren og på noget originalitet. Fans af melodød, der er trætte af den måde Göteborg-lyden er blevet gennemvoldtaget på af uduelige pop-rock bands og savner de dage, hvor melodød faktisk kunne sparke røv, bør i hvert fald give denne skive et lyt.

Du kan se musikvideoen til Comatose fra Soul Sacrifices kommende album her:

Tracklist

  1. Requiem
  2. Bullet Proof
  3. Comatose
  4. OLB
  5. Keske
  6. Fly Forever (Pentagram Cover)
  7. Killing for Society
  8. Torture My Soul
  9. Carpe Mortem
  10. Sarcastic Existence
  11. Exile