Sorcery - Necessary Excess of Violence

Necessary Excess of Violence

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:45:53
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sværd og Trolddom

Svenske Sorcery er nogle gamle drenge. De har eksisteret siden 1986, men trods det så er det kun blevet til fire hele albums i al den tid. Sorcery har dog været noget mere aktive de sidste par år, eftersom tre ud af de fire albums, de har lavet, er lavet i løbet af de sidste seks år. Selv hvis man ikke kender Sorcery, så opdager man hurtigt, at de byder på knastør, gammeldaws svensker-død, som man bedst kender det fra eksempelvis Unleashed, Entombed og Grave. Men i og med at Sorcery er lidt ældre end alle de førnævnte bands, så kan man måske antage, at de faktisk var pionerer indenfor den svenske scene. Men pionerer eller ej, så lykkedes det dem aldrig sådan rigtigt at slå igennem dengang – så nu prøver de igen!

Ingen tomme løfter

Albummet er spækket med nærmest arketypiske riffs og melodier, som man kun kan finde nordøst for Øresundsbroen. Det er nærmest svært at tro på, at albummet er skrevet i 2019 og ikke 1989 – det fremstår nærmest retro. Der er fuld fart over feltet, og havde de udgivet albummet for 10-15 år siden, så havde det måske virket. Men nu virker det mest af alt påtaget og harmløst – næsten hyggeligt. Albummet og stilen er så stereotyp og formularisk, at det næsten bliver kliché på den pinlige måde. Selv hvis man aldrig har hørt et eneste nummer på Necessary Excess of Violence, så kan man stort set regne ud, hvordan samtlige ti numre vil udvikle sig udelukkende baseret på introriffet. Der er ingen overraskelser eller interessante øjeblikke. Det er hundrede procent bølledød kørt via en metalzone-pedal, som er skruet op på max.

Men, men men…! Når alt det så er sagt, så er Necessary Excess of Violence ikke et dårligt album. Det er bare ikke et banebrydende eller epokeopgørende album, men det behøver det heller ikke være, og det har Sorcery heller aldrig påstået, at det skulle være. Det her er tydeligvis et album, der er lavet af et band, der mener, at den fedeste musik i verden er knastør dødsmetal anno 1990 – og det er helt okay!

Men trods den nostalgiske lyd, så forbliver albummet nu stadig for formularisk og ensformigt til, at det vækker en tiger i mig. Der er ikke ét dårligt nummer på albummet, men der er heller ikke ét spændende nummer. I stedet er der ti numre, der alle er ret ens, og som alle er ”ok” eller ”udmærkede”. Men hvis man sammenligner det med nærmest alt andet svenskerdød, så er det svært at se, hvorfor man skulle vælge netop at lytte til Sorcery.

Beige Metal

Sorcery er en sjov størrelse. Det virker, som om at de er 10-15 år for sent ude, og hvis man kigger på, hvornår de har udgivet albums, så bliver den ide kun forstærket. Det er ikke et dårligt album, og det er mixet perfekt efter genren, men jeg kan simpelthen ikke – selv efter mange gennemlytninger – kende forskel på numrene, og jeg kan ikke fremhæve et nummer som værende det bedste eller værste. Det er simpelthen bare beige hele vejen igennem, så jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skal mene om dem.

Tracklist

  1. The Stellar Circle
  2. Where We Were Born We Will Demise
  3. The Darkest Part of You
  4. Of Blood and Ash
  5. I'll Be Gone In the Dark
  6. Death Is Near
  7. Illuminate
  8. King of Nothing
  9. Year of the Plague
  10. Language of the Conqueror