Det finske power metal band Sonata Arctica repræsenterer en type power metal, som jeg egentligt har lidt af en aversion imod - nemlig den über-episke finpolerede power metal, hvor alt er sovset ind i keyboards og andre effekter, der får ostemetret helt op i det røde felt (ostemetret er selvfølgelig symbol for, hvor meget cheesy sødsuppethed ét menneste kan tage). Det har ikke noget at gøre med, om jeg ikke kan lide power metal eller ej, for det kan jeg nemlig godt, og jeg er da ret vild med bands som Symphony X, Iced Earth, Harrow, Nevermore, Rawhead Rexx m.fl. og selvfølgelig Helloween, men lige denne overepiske og over-cheesy, keyboardsøpede power metal er jeg ikke vildt begejstret for. Jeg skal indrømme, at det også er en afdeling af power metal, som jeg ikke har den helt store viden om og ej heller den store indsigt i. Så da jeg fik mulighed for at anmelde en håndfuld af Sonata Arcticas plader, så tog jeg det som en chance for at lære mere om denne type power metal - og dermed få manet nogle fordomme til jorden og måske lige frem lære at værdsætte denne type musik.

Og jeg må sige, at Sonata Arcticas debutalbum "Ecliptica" sad mere eller mindre i skabet allerede ved første gennemlytning. Det skyldes blandt andet, at der er rimeligt meget knald på en del af numrene som for eksempel "Blank File", "Picturing the Past" og "Destruction Preventer", som alle buldrer derudaf i bedste stil.

En anden faktor er, at Sonata Arctica på denne plade gør effektiv brug af meget, meget, meeeeget fængende og melodiske omkvæd og andre vokalhooklines, som man næsten ikke kan modstå at synge, eller i det mindste nynne, med til. Prøv for eksempel at lytte til "Blank File", "Mary Lou" (bonustrack på visse versioner), "Kingdom for a Heart", "Fullmoon", "UnOpened", og "Picturing the Past". Faktisk er evnen til at lave så fængende omkvæd en af Sonata Arcticas helt store forcer, og så bliver det jo ikke værre af, at Tony Kakko er så dygtig en sanger, som han er. Det kan dog være lidt distraherende, og jeg ved dette er lidt af en tarvelig kritik, at han ikke kan finde ud af at udtale 'p', 't' og 'k' på ordentligt engelsk (tjek bare "8th Commandment" ved 2:55).

Der er lidt cheesiness på pladen, men lidt cheesiness skal der være i power metal - så længe det ikke går helt over gevind, og det synes jeg netop ikke det gør på "Ecliptica". Der er keyboards, og de fylder en del, men ikke for meget, og faktisk synes jeg, at de keyboardsoli, der er på pladen, er ret seje (minder mig lidt om Dream Theater). Det går dog hen og bliver lidt irriterende, synes jeg, at cembalo-lyden bliver brugt så overdrevent meget, som den gør. Sonata Arctica trækker også en del på neoklassicismen, og der er neoklassisk lir nok til at få en firser-Yngwie Malmsteen til at tabe puddelkrøllerne af misundelse.

Der er et par ballader på dette album, og jeg synes egentligt, at en ballade som "Replica" er ganske velkomponeret, hvorimod "Letter to Dana" er mig lidt intetsigende. Et lidt pudsigt indslag her er måske "Fullmoon", der til at starte med lyder som noget, der kunne ende i en katastrofal powerballade - men nummeret tager en helt anden retning, og da der kommer galloperende guitarer på, udvikler den sig til en helt rockende og fængende sag (et trick som Sonata Arctica kommer til at gøre brug af på efterfølgende udgivelser også, så det er egentligt ikke så pudsigt igen).

Men en positiv overraskelse for mit vedkommende, og jeg tror, at "Ecliptica" vil appellere til fans af power metal generelt - også dem der har lidt overfølsomhed for cheesiness.