Dansk post-grunge er medrivende og velspillet men savner originalitet

Spændende dansk grunge

Some Kind of Liberty er et forholdsvist nyt navn på den efterhånden svulmende fede danske rockscene. Den københavnske kvartet blev dannet i 2015 og har nu i 2019 udgivet sin første langspiller. Den er selvbetitlet, og selvom den ikke er nogen direkte fantastisk plade, præsenterer den os alligevel for et band med masser af potentiale.

Tre bands går ind på en bar…

Når man som Some Kind of Liberty er fire forskellige individer, der dyrker forskellige genrer og dermed skal finde et kompromis om gruppens musikalske retning, bliver resultatet selvsagt lidt af en rodebutik. Men som det er tilfældet med mange rodebutikker, er Some Kind of Liberty en biks, der trods alt er ret interessant at gå på opdagelse i.

På albummet spilles der post-grunge, der tager afsæt i den klassiske Seattle-grunge, godt blandet med en masse elementer fra 70’ernes hårde rock. Forestil dig, kære læser, at Stone Temple Pilots, Alice In Chains og Bush mødes på en skummel bar og improviserer derudad med Jimmy Page og John Bonham fra Led Zeppelin på henholdsvis guitar og trommer. Det lyder umiddelbart sært, men hvem ville ikke gerne opleve det? Det svinger nemlig rigtig godt og frontskråler Frederik Parnam har en afsindig fed stemme, der vækker gode minder om Layne Staley og Scott Weiland i deres respektive storhedstider. Måske havde jeg foretrukket den hæse vokal på mere autentisk amerikansk og ikke på Valby-engelsk, men bevares – det skal ikke stå som noget vigtigt eller afgørende issue.

Numrene “Getting Closer” og “Tie My Hands – To My Head” er klart albummets fedeste. De enkelte elementer som pladen er sammensat af – den klassiske rock og den klassiske grunge – rummer ikke nogen overraskelser som sådan. Alt er på en måde hørt før hos post grunge-bands som Puddle of Mudd, Creed og de kriminelt undervurderede Fuel, men de to nævnte skæringer fungerer glimrende og er ret iørefaldende.

Det lyder fedt, men hvor er det unikke?

I disse genbrugstider findes der en almen konsensus om, at noget gammelt plus noget andet gammelt bliver til noget nyt. Men desværre er dette ikke tilfældet her. Unikt er det selvfølgelig, at man blander diverse historiske tilgange til rockmusikken i én pærevælling, men slutproduktet er ikke nogen revolutionerende ny genre, hvor resultatet udgør mere end summen af de forskellige dele. Det er velproduceret, vellydende og velspillet, men langtidsholdbart er det ikke. Der mangler ganske enkelt noget originalitet.

Man kan håbe at Some Kind of Liberty med tiden formår at finde deres helt egen lyd, og ikke bare fortsætter med at lave blandinger af alle andres. For selvom denne plade er på den pæne side af det jævne, er jeg sikker på, at bandet rummer meget mere.