Eksperimental Blackened Death

Solium Fatalis er fra New Hampshire, USA, og deres musik er en ganske finurlig kombination af klassisk floridiansk død og svenskerdød med et drys af black, djent, goth, jazz og alt muligt andet. ”Eksperimental blackened death” kunne godt være en passende mærkat. Derudover kunne en blanding af Google og Wikipedia fortælle mig, at en ”solium” er en form for bændelorm, der kan overføres fra grise til mennesker. Normalt er jeg ikke fan af, at vi pumper svin fulde af penicillin, men efter at have set nogle billeder af denne orm, så har jeg skiftet holdning!

Genetically Engineered to Enslave er deres fjerde album siden deres debut i 2013, hvilket betyder at de næsten har udgivet albums på en årlig basis, hvilket er ganske imponerende.

Monstret fra Dybet

For den uopmærksomme lytter, så kan GEtE virke relativt generisk, endda formularisk. Men hvis man spidser ører, vil man opdage de mange små lyspunkter, hvor man sidder tilbage og tænker ”det var lige godt satans…!”. Det skyldes det faktum, at de fleste af de 10 numre har nogle små melodiske passager, som er med til at hive dem op og ud af den floridianske sump. Men man bliver simpelthen nødt til at nævne nummeret ”A Gathering of Storms”, hvor de har fået Matt McGathy fra Cryptopsy og Haydee Irizarry fra Aversed Carnivora til at dele vokaltjansen. Resultatet er et tonstungt og langsomt monster, der kryber tættere og tættere på med det simple formål at konsumere alt på sin vej. Det er et virkeligt imponerende nummer som på trods af, det skiller sig utroligt meget ud fra resten af albummet, så passer det helt perfekt som en lille halvvejs breaker.

Solium Fatalis er et sjovt band, og GEtE er en sjov udgivelse, ikke som i ”haha!” sjov, men som i spøjs. Det er som om, at hver sang er to sange sat sammen. Den generelle præmis er, at vi er ude i klassisk dødsmetal, men samtidig så har hver sang et ekstra lag, der rumsterer – enten i forgrunden eller i baggrunden. Fx de to numre ”Dysmorphic” og ”Chemical Reagent”. Det første af de to numre bliver pludseligt til en vanvittig sang med bizarre soloer, der får en til at tænke på både Pantera, men også The Dillinger Escape Plan. Mens det andet går fra djent til gotisk kammermusik.

Smid den røde tråd væk

GEtE er en fascinerende skive, men det er ikke en harmonisk skive. Det skal forstås således, at der ikke er en rød tråd mellem de 10 numre. De er så forskellige, at det eneste fællestræk er, at det i hvert fald skal være dødssmadder, man kan headbange til. Personligt synes jeg, at det er modigt, at de alligevel har tænkt så meget ude af boksen, og kreativitet skal, som udgangspunkt, belønnes. Især hvis det lykkes, og det gør det altså her på GEtE, så derfor belønnes Solium Fatalis med 7 kranier!