Danmarks førende black metal-band trækker dig med i graven
Københavns black metal-giganter Solbrud har siden 2009 rystet den danske undergrund med anmelderroste albums, såsom 2014’s Jærtegn. Solbrud er blevet et synonym for black metal af topkvalitet, og det kan jeg godt forstå. De har med hvert album revet lytteren med på et mørkt og dystert eventyr, som de aldrig vil glemme. De er nu klar med deres nyeste bidrag til den danske metalscene, Vemod.
En rejse gennem mørke og længsel
I denne omgang viser Solbrud, at de er ved at mestre kunsten at skrive medrivende sange i topklasse. Da det er black metal, vil der selvfølgelig være passager med gentagelser en gang imellem, men der sker stadig noget nyt i musikken, så lytteren ikke kommer til at kede sig.
Vemod er en musikalsk dynamisk plade, hvor der er plads til momenter af buldrende blast beats, der brager igennem lydmuren, imens guitarerne kører derudad, og forsanger Ole Luk skriger sine danske tekster om længsel og død. Der er også plads til momenter med stille guitarpassager, der sætter en stemning af ren ondskab og død.
Solbrud viser på Vemod, at de ikke er til at stoppe. Deres sangkomponering er blevet mere dynamisk. Deres udgivelse Jærtegn fra 2014 havde f.eks. sange, der ofte kørte de samme blast beats hele vejen igennem, hvilket godt kan blive lidt meget efter 10 minutter. Vemods sange tager lytteren med på en rejse, der viser en masse forskellige musikalske idéer, som er meget forskellige, men går op i en højere enhed.
Vemod kommer også med et par overraskelser ind imellem – f.eks. albumslutteren ”Besat af Mørke”, der starter ud med et relativt langsomt blast beat, i forhold til mange af deres tidligere sange, og derefter ebber ud i en smuk og melodiøs guitarsolo indpakket i rå følelser af lidelse, men samtidigt fyldt med håb. Sangen er et højdepunkt, der med et glimt af håb runder dette kolde og dystre album af og efterlader lytteren mæt og tilfreds.
Det bliver kun bedre og bedre
Solbrud demonstrerer på Vemod, at de er en dominerende kraft inden for den danske black metal-scene. Vemod er blot endnu et eksempel på, at atmosfærisk black metal stadig er levende og vil blive ved med at udvikle sig og blive større og større. Hvis du er villig til at tage på en musikalsk og atmosfærisk rejse gennem mulm og dystopi, er Solbruds Vemod pladen for dig!