Smadr, smadr, smadr!

Da vi i foråret 2020 anmeldte SMADRs demo, Savl galore, var det med den dom, at energien var dejlig smittende, sangteksterne sommetider indeholdt nogle lyriske guldkorn, og at flere af numrene fungerede fint isoleret set. Desværre stod det også klart, at vokalen ikke var helt i top, at produktionen kunne være skarpere, og at demoen som helhed savnede variation og særkende. Nu, godt to år senere – demoen udkom i november 19 – er SMADR så tilbage, og det er de med albummet Wolpertinger.

Et sted midt imellem

Og lad mig bare afsløre med det samme, at selvom flere af problemerne ovenfor er løst, og Wolpertinger indimellem fungerer rigtig fint, er det svært for alvor at blive imponeret. Der er masser af spændende passager: ”Tegn på liv” gør sig bemærket med sit originale guitararbejde, ”Tænk tænk tænk” indleder med fede trommer, og ”Sadistisk pungrotte” blæser lytteren fuldstændig omkuld med sine bare 26 sekunder – et lydinferno, der nærmer sig grindcore! Fornuftigt går det også på ”Skift til i dag”, der både har et fint guitarriff, en solid bund af bas og trommer og et omkvæd, der eksperimenterer med toneleje og stemmeføring. Produktionen er også markant bedre end på Savl galore: Vokalen er kommet længere tilbage i mikset, lyden er blevet varmere, og særligt bas og guitar har den helt rette fylde.

Alligevel bliver lytteoplevelsen en anelse lunken: Flere af sangene mangler simpelthen noget raffinement og en stærkere sangskrivning – eller noget, der sprænger rammerne; virkelig overrasker, virkelig imponerer. Der er for så vidt ingen deciderede fejlskud eller voldsomt forstyrrende elementer på denne plade, men heller ikke noget, der for alvor slår benene væk under i hvert fald denne anmelder. Desuden savner Wolpertinger det lyriske overskud, der pletvis gjorde sig gældende på demoen; for nok imponerer trioen med små præcise verslinjer som ”din selvtillid / er mistillid”, men ellers er der en anelse langt mellem snapsene.

Den rette platform

Med Wolpertinger lander sønderjyske SMADR midt på skalaen: De tre herrer kan deres kram, de har masser på hjerte, og pladen fungerer fint uden på nogen måde at være blændende. Og det er egentlig også ok, for jeg tror slet ikke, det er her – på plade – at man skal møde SMADR. Nej, bandet skal opleves ude på de små spillesteder, hvor sveden perler på samtlige pander, og frontmand Jens Markvardsen kan råbe dig lige ind i ansigtet. Det skal være nært, intenst, kaotisk og levende – og dét kan en plade simpelthen ikke klare. Måske SMADR og ligeledes albumaktuelle Situationsfornærmelse skulle slå pjalterne sammen og spille et par fælles koncerter. Dét ville med garanti være en fest.