Der er hverken pis eller grus i maskineriet, når Slowjoint står for musikken

Mere vrede, mindre fis

Sønderjyske Slowjoint anmeldte vi senest i 2019, da de udgav den absolut glimrende skive Jutlandian, der portrætterede bandet, så det ikke var til at misforstå: tre vrede sønderjyske mænd, der klarer dagligdagen iført overalls og gummistøvler, mens en joint hænger dovent i mundvigen.

Dengang skrev vi om deres møgbeskidte sludge, at den nemt kunne sammenlignes med en gammel John Deere-traktor: Den buldrer, hoster, sprutter og hvæser for at komme i gang, og derefter går det egentlig ‘møj sinne’. Albummet modtog syv pæne kranier, og eneste rigtige anke var, at de faktisk godt måtte have været endnu mere vrede. Og det er heldigvis sket med opfølgeren Piss and Gravel.

Laaaangsomt og feeeeedt

Er man på udkig efter ny og innovativ sludge, hvor genrens konventioner udfordres og moderniseres, giver det ikke meget mening at læse videre. Piss and Gravel er nemlig ikke spor original eller banebrydende. Derimod er det et album, der lyder lige præcis, som et album af denne kaliber skal lyde. Slowjoint spiller klassisk sludge med god doomet atmosfære og til tider krydret med lettere psykedeliske passager. Pyt med, om alle riffs eller basgange ligger lige på slaget, eller om vokalen rammer det helt rigtige pitch – her handler det om, at lytteren skal føle sig som en klat skidt under de mudrede gummistøvler, som bandet trasker gennem det sønderjyske marskland i. Og det lykkes til fulde.

Piss and Gravel er måske kun otte numre eksekveret på 39 minutter, men det forhindrer ikke den jyske trio i at levere en masse potente skæringer. Efter den tunge åbner “Screwdriver” er det stærke “Stick On A Pig”, der for alvor sparker pladen i gang med fed dynamik og et særdeles stærkt riff. “Reek” er så tungt, langsomt og tilbage på slaget, at nummeret næsten går i stå. “Snot From Shit” er, udover at være ganske suverænt, lige så beskidt og modbydeligt, som titlen antyder. “Don’t Fit” har en hamrende stærk og medrivende dynamisk melodi, og sidst, men ikke mindst er der “Bum”, der, især i de afsluttende 90 sekunder, indbyder til klassisk sludge-headbang: armene over kors, rynker på næsen og let vippen med nakken. Føj, det er godt!

Og så lige lidt mere ros: Et godt gammelt sludge-trick, når man ikke har to guitarister, er at give bassen så meget distortion, at den næsten lyder som en rytmeguitar. Dette mestrer Slowjoint til topkarakter. Faktisk så godt, at man flere steder undervejs i albummet slet ikke tænker over, hvad der er guitar, og hvad der ikke er. Og så bidrager det bare eminent til den tykke og beskidte lyd.

Det’ beskidt. Det’ råt. Det’ lige, som det skal være

Her gik jeg og troede, at Into Oblivion fra Kadavermarch var årets absolut fedeste danske stoner/sludge-plade, men jeg må indrømme, at Piss and Gravel giver den kamp til stregen. Bevares, de to kan ikke sammenlignes én til én, men der er stadig en del fællestræk, og riff- og dynamikmæssigt er de ikke langt fra hinanden. Fedt at have to bands af den støbning i lille Dannevang.

Piss and Gravel er en stærk udgivelse, der, ligesom forgængeren, er det rene guf for fans af bands som Weedeater, Bongzilla og andet ‘low and slow’-sludge. Det er på mange måder en mere moden plade, der handler knap så meget om hash som Jutlandian, men er noget mere alvorlig og ikke mindst vred i sit udtryk. Den er båret af sublime og tonstunge riffs, har den helt rette DIY-lyd og er så rå og upoleret, at en gennemlytning giver skidt under neglene, splinter i fingrene og hård hud i røven. Det er sludge, præcis som det skal være.