Den bedste Slayer skive i årevis

Hele fem år har det taget Thrash kongerne for at få "God Hates Us All" efterfølgeren ud. Eftersom denne plade så oven i købet er i det klassiske lineup har det ikke gjort spekulationerne mindre. Men hvad kan man så forvente af denne nye plade, udover at den nok ikke indeholder glamrock - først og fremmest en mere strømlinet skive, der ikke bliver bremset af unødvendige tiltag som dens to forgængere led en del under. Hvis man skulle være helt firkantet ville jeg placere "Christ Illusion" et sted imellem "Seasons In The Abyss" og "Divine Intervention" til en smule af lyden fra "God Hates Us All". Og selvom pladen slet ikke kommer i nærheden af "Seasons In The Abyss", er det stadig den bedste Slayer skive i årevis.

Faktisk ville jeg placere den lige op af "Divine Intervention". Men nok om de evindelige sammenligninger, for det der virkelig tæller er selvfølgelig sangene, mange af disse er Slayer i renkultur med Blitzkrieg guitarriffs og Dave Lobardos unikke trommestil. "Fleshstorm" som åbner ballet er typisk Slayer med fart over feltet og en noget mere aggressiv Araya, der her på pladen heldigvis ikke benytter sig alt for meget af kiksede vokaleffekter. "Catalyst" ligger meget i samme vene men indeholder et mere groovet og moderne omkvæd, men er dog lidt svagere i forhold til åbneren. "Eyes of the Insane" er derimod en mere slæbende affære med et igen meget moderne omkvæd. Desværre lyder nummeret af overskudsmateriale fra "God Hates Us All" og havde hørt meget bedre hjemme der. Det mest omtalte nummer på skiven er "Jihad" som ifølge bandet kigger på terroraktionen den 11. september fra terroristernes side.

Musikalsk er man knap så kontroversiel selvom introen med en smule fantasi kunne lyde som AC/DC’s "For Those About To Rock". Mest af alt er det teksten der chokerer, da man i slutningen har brugt den selv samme tekst som terroristerne læste op i flyet lige inden de smadrede ind i World Trade Center. "Skeleton Christ" derimod er mere typisk Slayer med en masse temposkift og en del små leadbreaks, men især mellemdelen er bemærkelsesværdig med et fedt riff som lyder herligt old school. Med "Consfearacy" har man igen skruet op for aggressionerne, hvilket altid klæder bandet bedst, udover det er dette nummer også et af de mest interessante på skiven. "Black Serenade" og "Catatonic" er igen mere groovede numre hvoraf "Black Serenade" scorer højst grundet det vellykkede omkvæd, "Catatonic" derimod er mere monoton i stil med "Eyes of the Insane". "Cult" har jeg beskrevet i anmeldelsen til "Eternal Pyre", så den springer jeg let og elegant henover.

Hvilket bringer os til pladens sidste og for mig bedste nummer "Supremist". Dette nummer forbinder nemlig på den bedste måde de klassiske Slayer elementer med de mere moderne tiltag. Især introriffet kunne næsten stamme fra "Show No Mercy", men også den fandenivoldske energi gør at nummeret nok er det der vil behage størstedelen af især de ældre fans. Desværre må jeg sige at man produktionsteknisk ikke har lavet noget som er over standard, hvilket er lidt fattigt når man som Slayer var med til at sætte den i firserne. Men selv med disse små skønhedsfejl og de tre svage sange er dette den mest homogene plade fra Slayer siden '94, men noget mesterværk er det desværre heller ikke denne gang.