Slagmark fra Norge byder på deres debut "Eradication" en old-school black metal skive. Bandet, der blev dannet i slutningen af 1998 har udgivet adskillige demoer, før de blev signed af Edgerunner Music. De knap 7 år de har været undervejs er brugt godt, idet disse gutter virkelig leverer en solid udgivelse.
Sangene er velskrevet og oser af spilleglæde. Der er fede breaks, temposkift, fede trash riffs på gennemrustne guitarer, en god afvekslende trommeslager samt en vred "Avsky" på vokalen. Af inspirationskilder vil jeg nævne Immortal, Marduk og Dissection.
Fra første gennemlytning har jeg synes "Eradication" var nogle flere gennemlytninger værd. Den minder mig om de gode teenage år klædt i sorte klæder samt sort langt garn. Produktionen kunne godt have været lidt mere bombastisk, men det ønsker man vel for de fleste black metal udgivelser.