Så er der igen nyt fra Italien. Denne gang drejer det sig ikke om endnu et Rhapsody plagiat, men et projektband, som endda er noget ældre end Rhapsody. Projektet startede omkring 1994, hvor Skylark's mainman Eddy Antoni fandt ud af at han ville kombinere sine yndlingsstilarter; klassisk Hard Rock og Power Metal. Nu kender jeg desværre ikke de andre udspil fra bandet, men deres nye album har en fin kombination af nyere Savatage (masser af piano passager samt en hel del "spoken" mellemstykker) samt Melodic Metal/Hard Rock. Hele pladen er meget smuk og de har masser af flotte omkvæd. Jeg vil nok mene den kunne være lidt mere Heavy efter min smag, men til en stille og rolig aften, hvor man ikke har lyst til at headbange radiatoren til ukendelighed, er det da meget fedt. Det skal også lige nævnes at sanger Fabio og sangerinde Kiara deler deres vokaler, hvilket lykkes utrolig godt. Men hvorfor de skulle lave et cover af den forfærdelige "When Love And Hate Collide" (Def Leppard) må guderne vide. Men der er lige en meget vigtig ting som trækker den, ellers udmærkede plade lidt ned, er at lyden er temmelig ringe - alt for dåse agtig.