Dette er Labyrinths sjette album og mit første møde med det italienske band. Musikken er progressiv metal, der peger i vidt forskellige retninger. Flere af sangene, f.eks. åbningsnumrene "Crossroads" og "There Is a Way" er melankolske, Enchant- eller Wolverine-agtige ting, "Lost" er en slags powermetalnummer, der gør brug af pågående grindtrommer (ligesom bl.a. nummeret "Wolves’n’Lambs"), og atter andre numre er mere ovre i den teknisk-progressive tradition à la Dream Theater og lignende, f.eks. "Waiting Tomorrow", "What???" og "Rusty Nail". Størstedelen af musikken er dog i det eftertænksomme, melankolske hjørne, der bringer tankerne i retning af Fates Warning og som før nævnt Enchant og nyere Wolverine.
Labyrinth har indspillet albummet i Abbey Road-studierne, hvilket formentlig er det, der har inspireret dem til at inkludere en coverversion af "Come Together" fra Beatles’ "Abbey Road"-album. Det er jo en god sang, men den passer bare overhovedet ikke ind i denne sammenhæng. Havde det været Spock’s Beard, der i forvejen har masser af bluesrock inkorporeret i deres musik, kunne nummeret måske have været integrereret naturligt i helheden. Derudover synger Roberto Tiranti, der ligeledes spiller bas, utroligt ringe på dette nummer.
Tirantis vokal lyder generelt meget anstrengt, som om melodierne ligger en lille smule for højt til hans stemme. Det er synd, for det lyder, som om han sagtens kan synge smukt i et lidt lavere leje, hvilket det mere stille nummer "Smoke and Dreams" vidner om.
"6 Days to Nowhere" har et meget forvirret udtryk, for det første på grund af den ikke særlig veldisponerede sammensætning af stilarter, for det andet på grund af lydbilledet, der har en atmosfære af øvelokale, som ikke rigtig passer til nogen af numrene (selv Beatles-coveret kunne have haft en bedre produktion). Det skal retfærdigvis nævnes, at Enchants "A Blueprint of the World" oprindeligt havde en produktion, der lignede denne i kvalitet (eller mangel på samme), men det var dog et debutalbum, og Enchant har siden leveret nogle af de bedst producerede progmetal-udgivelser, jeg har hørt. Jeg ved ikke, om Labyrinth har et tilsvarende potentiale i sig, men "6 Days to Nowhere" indeholder trods alt passager af acceptabel musik, hvoraf jeg i ny og næ griber mig selv i at nynne enkelte strofer. Numre som "Crossroads" og "Rusty Nail" er med til at retfærdiggøre en karakter lige over middel.
