Kapitel to

Tilbage i foråret 2021 blev jeg blæst bagover af en debutudgivelse fra et totalt ukendt band med en nærmest ikkeeksisterende fanskare, nemlig tyske Skratte. Akt I: Ein Feuer Entfacht var (og er) et umiskendeligt mesterværk, der let og elegant blandede melodisk black med folk, thrash, doom, død og elegante, akustiske guitarintermezzoer. Nu her små to år senere er Hevnbrann – altså manden bag – klar med den svære toer, nemlig Akt II: Des Wolfes Klagen.

Legesyg skovtur

Hvor Akt I var et forholdsvist konventionelt black metal-album, er Akt II noget mere legesygt og særegent, og Hevnbrann har virkeligt tilladt sig at tænke ud af boksen. Albummets første reelle nummer, ”Kältetod”, blander klassisk goth-rock komplet med en udmærket Fernando Ribeiro-imitation med både thrash og black, hvilket på papiret lyder som en sær blanding, men er du vimmer, hvor det bare virker! Det bliver tydeligt, at Skratte virkelig hviler i sig selv som kunstner og ikke lader sig binde eller holde tilbage af genremæssige restriktioner. Et faktum, han banker hjem på nummeret ”Wolfsklagen”, som ved første lyt fremstår både rodet og underligt i sine konstante skift mellem lejrbålsstemning og gutturalt ekstremmetal. Et nummer, der formår både at være skrøbeligt og hårdt som granit. Ligesom sin forgænger har Akt II en række instrumentelle intermezzoer, men denne gang er de primært violindrevne, hvilket giver musikken et utroligt nordisk, ja, nærmest svensk præg, der også bidrager med en iskold atmosfære, og ligeledes,formår disse små mellemspil at fungere som perfekte broer mellem numrene.

Hvorfor der så er en nærmest ti minutter lang sang (”Vidéki Ballada”) på ungarsk, som konstant skifter mellem drukhymne, Celtic Frost-influeret proto-black og ”kom, lad os plukke alle de sjove svampe i skoven”-folk, kan jeg ikke svare på … Men igen af en eller anden absurd årsag så fungerer det nummer, trods at det er et af de mere underlige numre, jeg længe har hørt. Måske er det den bedste måde at beskrive dette album på: ”Det fungerer, selvom det ikke burde”.

Akt II er et meget mere legesygt og løssluppent album end sin forgænger, og hatten af for at Hevnbrann er gået så meget i en anden retning, samtidig med at den musikalske dna fra Akt I stadig er at finde. Dog savner jeg noget råhed og den fandenivoldskhed, som forgængeren var bygget af – og så savner jeg guitarriffs i læssevis! Fokus på denne udgivelse er mere på stemning og folk-gøgl, så på sin vis er Akt II både en oplagt og en uoplagt toer.

Gal eller genial?

Hvor Akt I var et øjeblikkeligt mesterværk, er Akt II helt klart et album, der skal vendes, drejes og tygges på nogle flere gange, før brikkerne falder på plads. For hvor det forrige albums indflydelser var tydelige og nemme at udpege, er det nærmest umuligt på denne udgivelse, for der er nogle kombinationer så løjerlige, at jeg ikke kan pege på noget andet, der minder om – hvilket efter 360+ anmeldelser må siges at være ret så utroligt. Derfor vakler jeg ligeledes i forhold til, om Akt II er gal eller genial. Men som det ser ud nu, hælder jeg til, at Skrattes løjerlige omgang skov-black er lige i øjet, dog i mindre grad end forgængeren – men lynet slår som bekendt heller ikke ned det samme sted to gange.