Skid Row er tilbage med en gang lige ud af landevejen røvballeheavyrock. Intet ondt ord om det, for bandet er stadig godt sammenspillet og leverer varen, så det gode humør ikke kan undgå at smitte af på lytteren. Alt leveres med et glimt i øjet, tag bare countryrocknummeret "When God Can’t Wait" eller "You Lie", der er ren country til at starte med for så ganske ubesværet at springe over i hård rock og videre over i aggressiv smadrepunk. (Hvorfor vi skal høre nummeret en ekstra gang til sidst på CD’en, kan dog undre.) Den uhøjtideligt poppede stemning i nummeret "Nothing" får mig tillige til at tænke på et nyere rockband som Blink 182 (om dette er godt eller skidt er nok op til den enkelte lytter).

Bortset fra en påtaget "ond" tekst som "Love is Dead" er også den lyriske side af sangene af ironisk-humoristisk karakter. Tag bare et nummer som "White Trash", der byder på følgende udbrud til sidst: "You’re looking for a donation? Feed the children? Save the whales? Feed the children a whale! I’m saving up for a big screen tv!"

"Revolutions Per Minute" er Skid Rows andet album med forsanger Johnny Solinger. Jeg fik ikke hørt det første, men det lader til, at stilen generelt er blevet mere simpel og rocket, end den var på den tunge, lidt grungede "Subhuman Race", det sidste studiealbum med Sebastian Bach på vokal. "Strength" er dog et rigtig fedt nummer med et godt melodisk hook, der også burde stille fans af sidstnævnte plade tilfredse.

Johnny Solingers stemme og fraseringer ligger meget tæt op af Sebastian Bach, og det er på en måde lidt synd, da det hele tiden kalder på en sammenligning med hr. Bach, der efter min mening har en lille smule mere format. Solinger er ingen dårlig sanger, men jeg synes, det ville have været federe, hvis bandet havde fundet en ny frontfigur, der havde sin helt egen personlighed og kunne bringe Skid Row i en ny retning.

Alt taget i betragtning er "Revolutions Per Minute" dog en solid heavyrockskive, som ikke er helt spild af penge.