Flere sagaer fra samme skuffe
Islandske Skálmöld har de seneste år gjort sig bemærket som opkommende folk metal-band. Med tre islandsksprogede udgivelser bag sig i henholdsvis 2011, 2012 og 2015 er rygtet så småt nået hele vejen til fastlandet. Skálmöld har da også spillet i Danmark nogle gange som opvarmning for større folk metal-bands, men har stadig en hovednavnskoncert til gode. Bandet er tidligere blevet rost for deres gode sammenspil og potentiale. Den gode lyd og den nordiske stemning er bevaret på den nye udgivelse, Vögguvísur Yggdrasils. Spørgsmålet er, om det er nok til et solidt album.
De ni verdener – nogle bedre end andre
Vögguvísur Yggdrasils er en fortsættelse af en mytisk rejse, Skálmöld har været på lige siden debutalbummet, Baldur, der fulgte en vikings rejse fra hjemmet til Valhal. Siden da har Skálmöld med Börn Loka fortalt om forskellige figurer fra nordisk mytologi og fulgt en saga-inspireret historie på Með Vættum. Denne gang zoomer lyrikken helt ud og kigger på de 9 verdener, der i nordisk mytologi bindes sammen af træet Yggdrasil. Med islandsk rejseguide kommer lytteren således lige fra ildkæmperne i Muspelheim til jætterne i Udgård. Det er på den konto et meget gennemført album, der leder lytteren langt omkring i vikingernes mytologi.
Rejseguiden har dog sine mangler. Vokalen på albummet er for størstedelen af albummets vedkommende nærmest uden melodi, hvilket nogle gange kan være fedt i heavy musik, men på Vögguvísur Yggdrasils er den begrænsende faktor. Den råbende fuldemandsstemme bringer lange monotone passager, hvor melodien bogstavelig talt hverken går op eller ned. I forhold til tidligere er vokalen mere råb end growl, og det tydeliggør desværre dens enkelthed. Hvor Skálmöld ellers leverer kunstfærdig folkemusik, begrænser forsangeren altså potentialet. Heldigvis er der dog også stykker med anderledes stemmeføring. Numre som ”Midgardur” indeholder, udover smukke instrumentalpassager, også clean-vokal – blandt andet i form af korsang, der er en mere vellykket kontrast til råbestemmen.
Når vokalen er den begrænsende faktor, betyder det, at der er bedre sider af albummet. På albummet får Skálmölds lækre riffs, eksperimenteren med folkeinstrumenter og en generelt god sammensætning af instrumenterne nemlig lov til at skinne igennem. Selvom Vögguvísur Yggdrasils bruger mange forskellige instrumenter og skubber flere riffs ind i hver sang, gøres det på en gennemført måde. De folkemusikinspirerede forsøg kommer altså til at virke som krydderier på heavy-sangene, der tilføjer en ekstra dimension. Når man har vænnet sig til vokalens distraktioner, kan man altså nyde resten af albummet fuldt ud.
Ingen nye højder, men ganske solidt album
Jeg vil ikke sige, at Skálmöld med Vögguvísur Yggdrasils har udfordret deres position som langsomt opkommende islandsk supportband. Er man allerede til Skálmöld, eller udforsker man folkemetallens store undergrundsscene, har albummet dog masser at byde på og kan bestemt anbefales. Skálmöld fortsætter altså deres færd med endnu et skud af ægte nordisk vikingetradition. Albummet falder dog ikke langt nok fra stammen til at kunne opnå mere end en fin middelkarakter på 6 kranier.
