Black mental

Det skorter ikke på hverken black metal eller skandinavisk tungsind for tiden. Alle og deres triste fætter har udgivet en deprimerende plade og bedst som man troede, at markedet var mættet, dropper Niklas Kvarforth aka Shining en tsarbombe af et tiende album. Og my oh my hvor var det lige, hvad vi manglede, for der bliver ikke holdt igen på X - varg utan flock og vi fornemmer fra første færd, at manden bag ikke har hverken tid eller lyst til at ligge stille og have ondt af sig selv.

Pissesur og pissedygtig

For selv om de to førnævnte størrelser klæder hinanden, kan det i længden godt gå hen og blive lidt for ”tråkigt” med alt det introverte selvhad. Alle, der har haft et strejf af psykologiske problemer, kan skrive under på, at det ikke blot er dybe suk og fosterstilling i sofaen, men i høj grad også er raseri og afmagt, som præger det indre billede. Og det er præcis den fornemmelse, der males på X. Den ensomme ulv lægger nemlig ikke skjul på, at hans liv er præget af psykisk sygdom og de udfordringer, som er forbundet med dette. Hvor andre kunstnere i samme båd udøver en form for black metal, der ofte falder i kategorien ”depressive suicidal black metal”, er X et studie i åbenlys frustation, vrede og, ja, mentale helbredsproblemer.

Allerede fra første skæring, ”Svart Ostoppbar Eld”, fornemmer man, at han ikke bare lægger sig ned og piver over sit liv. Efter den svenske spoken word intro kastes vi ud i en heavy metal inspireret guitar, der munder ud i et punket og intenst lydbillede, som oser af knapt tøjlet aggressivitet og faktisk er det pladens allerstærkeste nummer - selvom der er masser af konkurrence fra de øvrige skæringer. Efterfølgeren ”Gyllene Portas Bro” er eftertænksom, mere melodisk, vokalen er melankolsk og den er i høj grad med til at give nummeret en følelse af, at han har accepteret sin skæbne. Der er masser af variation på albummet, som blæser det forrige ud af vandet med flere længder. Hvor forgængeren forekom mig prætentiøs og søgt, fornemmer jeg en autenticitet her, som jeg ikke kan sætte fingeren på. Der er masser af inspiration fra forskellige genrer og alting er afstemt og afpasset til den mindste detalje. Det instrumentale sidder lige i øjet og ”Tolvtusenfyrtioett” er et moderne klassisk mesterværk, der minder om en fusion mellem Tim Burton og Ludovico; det afslører et kæmpe musikalsk talent, spærret inde bag de urokkelige tremmer, der er psykiske lidelser.

Find din ventil

Niklas er en heldig mand. Ja, han er psykisk syg og det påvirker hans virke som musiker - et nummer på pladen er dedikeret til den famøse selvmordsskov i Japan og han lider åbenlyst. Men han har en kreativ sjæl og det afspejler sig i hans musik – noget, som jeg fornemmer, er både symptom og lindring på én gang. Faktisk er resultatet af hans kamp forbløffende lidt navlepillende og jeg føler med manden igennem hver en hidsig sekvens.  Jeg har ikke et stort kendskab til hans musik, men det bliver der lavet om på nu, med X som det eksempel de andre, forhåbentlig, kan leve op til.