Norway rules the chaos!

Jazz? Avantgarde? Avantgardejazzmetal? Who cares..?

Personligt har jeg kun kendt disse crazy nordmænd siden Devin Townsend-koncerten i marts måned i år. Men de leverede aftens fedeste og mest intense koncert. Shining har formået gang på gang at inkorporere sin oprindelige jazztid i deres musikalske udtryk.

Netop genren, og drøftelsen af hvilken de hører til, er noget, man virkelig kan få drøftet igennem med hensyn til Shining. For mig at se har de skabt deres helt egen lyd med især saxofonen. Den er med hele vejen, og snakken kan derfor gå om, hvilken genrer vi bevæger os i. Men kald det, hvad du vil! Bare læn dig tilbage og nyd det! Spørgsmålet er blot: Har Shining bevæget sig imod ”oldschool” med kaos på kaos, som fx på Blackjazz (2010) eller fortsætter vi den lidt mere poleret stil som på One on One (2013)?

Nine Inch Saxofon

De fleste kendere af Shining, husker Blackjazz for kaos og eksperimenterende lyd. Hvis du blev fanget af det, vil jeg allerede nu sige: Albummet her vil være en anden oplevelse.

De kaotiske tilstande, der tidligere har huseret i deres verden, er erstattet af en mere struktureret opbygning af sangene. Bevares, chaos still rules! Det sørger åbningsnummeret for, der fortsætter direkte til nummeret ”The Last Stand”, som viser udviklingen perfekt - eller afviklingen, alt efter hvad man er til. Vi taler her om den norske Trent Reznor, for, I guder, hvor er der mange ligheder, både vokalt og musikalsk. Det er vel og mærket fra de good old Trent-dage! Det er fantastisk!

Men på dette album, International Blackjazz Society, bryder helvede også løs, men som nævnt på en langt mere struktureret måde. Når det så også sker med en saxofon, der smelter dine trommehinder, er det eminent, som på nummeret ”Last Day”, der følges op af ”Thousand Eyes”, hvor du flere gange lige vil tænke: Hov, var der ikke lidt Marilyn Manson over det?

Det instrumentale nummer ”House Of Warship” er et sanseløst bombardement af knap 5 minutters kaos, saxofon og trommer og hvad har vi mere! You name it! Skivens mest aparte nummer, ”House Of Control”, er et kærkomment afbræk og viser endnu engang den markante udvikling, Shining har taget. Jeg vil da gå så langt som til at sige: Det er balladen vi har gang i: 7 minutters opvisning fra især sanger Jørgen Munkeby. Det er smukt! Intet mindre.

Lidt ærgerligt, at vi så må nøjes med et minuts støj, som skæring nummer otte står for. Jeg har og kommer ikke til at forstå konceptet dér, og slet ikke, når albummet allerede indeholder to lignende numre. ”Need” slutter ballet af på majestætisk vis og inddrager endnu flere elementer fra mister Reznor’s univers. Særligt keyboardet skriger klassisk Nine Inch Nails. Lækkert? Det tror jeg nok, du vil synes.

Skal jeg? JA!. Helt klart!

Du skal købe, streame eller hvad du nu foretrækker! Det ærgrer mig dog, at man på en plade som denne har ni numre, hvoraf to af disse egentlig bliver fyld. Pladen bliver en anelse kort og ønsket om lidt mere står tilbage, når skiven slutter, hvilket også må anses som værende mit eneste ankepunkt. Kvaliteten er ekstrem høj på det, der leveres - det er forrygende at høre Shining anno 2015.

Til trods for de to ”fyld”-numre, så skal Shining have smidt 9 massive kranier efter sig for et solidt stykke håndværk, der viser en langt mere udviklet stil. Respekt for det! Hvis du er ny i Shinings musik og vil med på denne rejse, så start dog med Blackjazz først.