Shenaniganz kommer fra Haag og vandt i 2006 den landsdækkende tyske konkurrence for skolebands. Og de fire knægte i aldersgruppen 17-21 år spiller også upåklageligt på deres instrumenter. Stilen er lige ud af landevejen rock’n’roll med masser af gang i den og uden andre ambitioner end at skabe en festlig stemning. Her og der stikker lidt inspiration fra kunstnere som Foo Fighters, Lenny Kravitz og Mötley Crüe hovedet frem, men ikke på en måde, der på noget tidspunkt hiver bandet ud af deres grundgenre. Konceptet minder mig lidt om danske The Chris Greys og til tider Black Crowes (f.eks. på "Social Misfit"), bortset fra at Shenaniganz har valgt en mere punkagtig fremtoning i modsætning til førnævntes anti-jantelovs-rockstar-attituder.
Kan man fordøje de indslag af rendyrket bluesrock, der forekommer på f.eks. "Jesus Was a Rock’n’Roller" og "Hobo Slide", så vil man formentlig være godt tilfreds med "Four Finger First Fight" som rockplade. Personligt synes jeg, bandet er mest interessant på de numre, hvor de leger lidt med flere forskellige typer af rockudtryk, som f.eks. på "Why?", der har et skægt vers med to leadvokaler, der kører i hvert sit rytmemønster.
Mit hovedproblem med Shenaniganz – ud over en vis mangel på harmonisk variation albummet igennem – er den ofte lidt skabede, drengede vokal. Dertil kommer teksterne, der ganske vist bliver afviklet uden skyggen af accent, men hvis sproglige stil vidner om, at det ikke er en indfødt engelsktalende sanger, der har skrevet dem. Jeg tror ikke, der ligger dybe poetiske overvejelser bag en tysk ordstilling som "I like still Andy Warhol", og selv om jeg er enig med budskabet i en tekst som "You listen to Britney Spears and I say ’fuck’ / Oh I could stick in in my butt", bliver det lidt trættende i længden at lytte til de banale lovprisninger af rock, rul, fis og ballade. Når det da ikke bliver ufrivilligt komisk, grænsende til det surrealistiske som i "I wanna get married in a rock’n’roll church / with my guitar just to show how this shit works / few years ago I gave my soul the reason I spent it to rock’n’roll / pissing in the wind". Almindeligvis er jeg ligeglad med teksterne, hvis musikken holder, men når musikken ikke er hundrede procent medrivende, gør de tysk-influerede pubertetsbrokker det svært for mig at tage helheden alvorligt.
Men respekt for bandets gå-på-mod. Jeg er overbevist om, at de er uhyre festlige at høre og se live, og med lidt mere musikalsk og evt. lyrisk variation, er Shenaniganz måske en flok ungersvende, man kommer til at høre mere interessant til i fremtiden.
