En progget overraskelse

Jeg indrømmer det gerne: Jeg havde aldrig hørt om københavnske Shatterlites, før der pludselig dumpede en mail ind i Detektorens indbakke. Bandet spurgte, om vi havde lyst til at skrive et par ord om deres debutudgivelse, ep’en Adrift – og det havde vi selvfølgelig. Efter en smule research viste det sig, at de tre herrer, der udgør Shatterlites, er ganske erfarne i den danske rock- og metalundergrund. For eksempel synger frontmand Niklas Jespersen også i prog-bandet Isbjörg, og dén erfaring kan man tydeligt høre på ep’en. Adrift er nemlig en velspillet, vellydende og temmelig kompetent plade – men desværre mangler den dynamik, udvikling og mere spændende sangskrivning.

Det der med teori og praksis…

På Adrift befinder vi os i samme verden som frontmand Jespersens andet band, Isbjörg: Shatterlites spiller progressiv rock med hints af metal – efter eget udsagn inspireret af legenderne Dream Theater og Steven Wilson. Helt på dette niveau er Shatterlites nu ikke – men hvad kan man forvente af et band, der blev dannet i 2020? Nuvel. Ep’en indeholder fire numre fordelt over en lille halv time, og den første skæring, ”Wings Entwined”, illustrerer egentlig fint trioens styrker og svagheder.

På den ene side imponerer bandet med habilt guitararbejde, klædeligt trommespil og stemningsfulde keys i baggrunden. Inspirationen fra ikke bare prog, men også klassisk heavy metal er tydelig, og nummeret svinger generelt godt. På den anden side må jeg også bare konstatere, at lige meget hvor mange gange jeg lytter til ”Wings Entwined”, er det kun ganske få sekunder, der virkelig sætter sig fast i hukommelsen. Det er simpelthen for kedeligt et nummer. Det mangler dynamik: både opbygning og forløsning.

”The Beaten Path” har på samme vis et solidt, groovy guitarriff, og Niklas Jespersen leverer sin måske bedste vokalpræstation på ep’en. Nummeret er spændende i den forstand, at der altid sker noget nyt, men kedeligt på den måde, at der ikke er noget, der for alvor gør indtryk – og her er vi tilbage ved problemstillingen fra første nummer.

På ”Tail” er der pæne klangflader og en forsigtig, men flot vokal, og på ”The Dove” sluttes ep’en af med noget, der minder om power metal. Flere passager af ”The Dove” fungerer fint, men som helhed mudrer de ni minutter totalt sammen, og det er en skam – for Shatterlites kan jo godt! De er utvivlsomt dygtige musikere.

Udfordr jer selv

Adrift er på mange måder en frustrerende plade: De tre herrer er som sagt teknisk dygtige, og de har tydeligvis gjort sig umage. Alligevel bliver det hele en smule gråt i gråt, og jeg savner, at bandet virkelig brænder igennem: Lad en guitarsolo syre helt ud, lad trommerne gå amok, lad vokalisten slippe tøjlerne – gør noget! Med lidt mere øvelse, vildskab og forløsning skal Shatterlites således nok blive interessant. Lige nu må vi nøjes med en middel ep, der viser potentiale, men heller ikke mere.