Guitarist Curran Murphy har bl.a. turneret som del af Nevermores live-lineup, så der er ikke noget at sige til, at hans band, Shatter Messiah lugter rigtig meget af førnævnte Seattle-bands let progressive powerthrash. Ligheden går helt ned i forsanger Greg Wagners teatralske fraseringer (som i øvrigt leveres meget overbevisende).

Albummets åbner, "Idolater" og enkelte andre passager har et nærmest rock’n’roll-agtigt drive, men ellers er det de fede kradse harmonier – især i samspillet mellem vokal og rytmegruppe – der kendetegner dette album.

Man skal lige vende blikket væk fra det kitschede cover og den klichéagtige titel ("God Burns Like Flesh" – kan det blive mere metal?) for at kunne tage albummet seriøst, men så er musikken faktisk en yderst positiv, velspillet overraskelse. Musikken er måske ikke lige så kompleks som forbillederne i Nevermore, og som antydet er der heller ikke tale om et vanvittig originalt produkt, men mindre kan også gøre det, hvis man er til god, højstemt Metal.

Jeg har i parentes bemærket ikke hørt Shatter Messiahs første album, men at dømme efter anmeldelsen her på siden er der ikke sket den store udvikling herfra.