Shargath? Hmm det navn lyder sgu da egentlig meget spændende. Og cover ser også meget specielt ud, af et metalcover at være. Men da det jo er musikken der skal bedømmes efter, så lagde jeg cd’en i afspilleren og lænede mig tilbage. Men det var med blandende følelser at jeg, knapt 40 minutter senere, rejste mig for endnu engang at sætte "Memento Finis" i rotation.

Den belgiske femmandsgruppe spiller en meget speciel form for metalcore. Heldigvis en slags metalcore som man ikke lige ser hver dag. For hvor den mest udprægede form for metalcore pt. er fyldt med melodi og lir, så er disse fem unge menneskers version af moderne metalcore langt mere groovy og tung. Her er ikke så meget pis; ingen lirede soli eller fesne omkvæd. Her bliver blot lukket op for de store sluser, og så bliver man som lytter ellers slået ned af tunge riffs og en meget brølende Mc Brain (Og nej, det er ikke Nico McBrain). Men hvad er det så der gør, at "Memento Finis" efterlader én med blandede følelser og meninger? Jo, det er såmænd deres manglende evne til at udnytte deres faktisk ret personlige stil og så få det maksimale udbytte af det. Shargath har det nemlig, til tider, med at køre lidt i ring, for når man finder noget som er virkelig fedt, så bliver det misbrugt så meget, at det ender med at blive komplet ligegyldigt. Af denne grund må dette album "nøjes" med at rangere som et okay metalalbum. Et album som vil gå over i historien er det langt fra, men kan sagtens forestille mig at en flok metal-, og hardore fans vil finde glæde ved at have albummet stående i samlingen.