De fem fra Schweiz
Det er noget tid siden, nærmere betegnet to studiealbums, at vi har beskæftiget os med disse fem herrer, som sidste gang fik karakteren 7/10 for deres Powerplay fra 2013.
Shakra blev dannet i ’95 i Schweiz, og de har siden ’97 udgivet intet mindre end 12 studiealbums, hvoraf det sidste Mad World er fra det herrens år 2020. Man må sige, de fejrer deres 25-års jubilæum med stil!
Albummet er produceret af bandets to guitarister, Thom Blunier og Thomas Muster, og coveret er kreeret af forsanger Mark Fox.
De spiller fortsat flest koncerter i hjemlandet, hvilket godt kan undre nogen, da der er potentiale for gode gedigne hard-rock koncerter rundt omkring i verden – kom af sted!
Motorvejs-heavy
Albummet lægger fra kaj med skæringen ”Fireline”, du ved, fire i gulvet og så derudaf i en djævelsk fart. Den slags musik, der er farlig at smide på anlægget i bilen, når man kører på motorvejen. Inden man ser sig om, kører man alt for stærkt, og det bliver man stort set ved med, indtil den sidste skæring på pladen.
”Too Much Is Not Enough” følger efter med et beat og et riff, der kunne henlede tanken kortvarigt på et band som Rammstein. Titelnummeret ”Mad World” er som de andre fyldt med masser af ditortet guitar, og en lækker dyb klingende bas der pumper derudad, alt i alt mens Mark synger om den gale verden, vi gennemlever lige nu, og efterlader til andre: ’It’s a mad world that we are going through, it’s a mad world we leave behind for you’.
Endnu en musikalsk reference findes på nummeret ”I Still Rock”, hvor man mere eller mindre skal have levet under en sten for ikke at fange den ret hurtigt. Den opmærksomme lytter vil ikke være i tvivl om, hvem der tales om, men jeg lader det være usagt og op til den enkelte at bedømme.
Albummet byder faktisk på mange nuancer af den hårde rock. Der er en snert af blød metalcore på ”A Roll Of The Dice”, og på ”Son of fire” er der nogle enkelte guitar-riffs, der kan få tankerne hen på Adam Dutkiewicz aka. det utæmmelige monster, som huserer i Killswitch Engage.
Jeg vil ikke gå alle skæringer igennem minutiøst og beskrive hver enkel guitarsolo samt frasering af Mark Fox’s vokal, men blot i al sin enkelhed erkende, at dette album er velstøbt, velproduceret og uden ret meget slinger i valsen. Generelt er der ofret tid i studiet på at finpudse detaljer, at få lydbilledet til at stå knivskarpt og bare lade lytteren tilbage med en ro, forstået på den måde at man ikke skal tænke for meget. Man kan læne sig tilbage med en kold øl og bare lade sig suge ind i deres univers af en raspet vokal og masser af guitarsoloer. Det er næppe et album, der gør folk fortræd, men derimod heller ikke sagt, at det ikke er godt, for DÉT er det bestemt. Lidt atypisk måske, så slutter albummet ikke af med et brag, men med power balladen ”New Tomorrow” med masser af kor, guitar og syng-med attitude.
Shakra, Shakra kom nu frem!
At Shakra stadig ikke har fået, hvad man kan betegne som et internationalt gennembrud, er mig en gåde. Det er ikke den dybe tallerken, hjulet eller telefonen der er genopfundet, nej det er blot god, velskrevet og velkomponeret hård rock. De kan vel beskrives lidt som det Schweiziske svar på Danske Pretty Maids, uden at gøre nogen af de to bands kede af det. Deres live-udgivelser beviser, at det virker mindst lige så meget på scenen som i studiet. Nu skal vi bare have dem ud fra deres comfort zone i alpelandet og ud og turnere i resten af Europa.
