One Rode to Cliché Bay
Når man vælger at opkalde sit band efter vanernes mystiske magi og samtidig at pryde sit femte album med Frank Dicksees legendariske maleri ’Vikings Heading for Land’, så ved man godt, at klokken er slået kvart i Lindisfarne. Samtidig kan man regne ud, lige nøjagtigt hvor originale svenske Seid er. Denne svenske trio har siden 2009 hyldet sine forfædres bedrifter, ritualer og trosretning, som så utroligt mange andre svenske bands har gjort det i årtier. Derfor er spørgsmålet: Er der egentlig nogen grund til at sætte Hymns to the Norse på, når nu man kunne vælge alt fra Bathory til Enslaved?
For All Those Who Tried
Hymns to the Norse er på alle måder et virkeligt frustrerende værk at lytte til. Det er, som om bandet konstant forsøger at bygge det største og flotteste korthus, de kan, men aldrig når at sætte det sidste kort på, før skidtet styrter i grus. Hver gang bandet får én god ide, så skal den fluks efterfølges af en dårlig ide. Tag nu åbningsnummeret ”Hymn to Ivar”, en kort og akustisk hymne, der udelukkende bliver fremført på shamantrommer og med klagesangsvokal. Det er et enormt atmosfærisk nummer, som formår at bygge en stemning op – og som lytter bliver man narret til at tro, at det efterfølgende nummer virkeligt vil udnytte den stemning, der netop er blevet skabt. Men nej! I stedet får man en omgang superbanal lo-fi, Dark Funeral-inspirerede black metal-riffs akkompagneret af de mest flade blastbeats, jeg nogensinde har hørt. Men bedst som man mentalt er ved at afskrive det nummer (”The End of Days”), så skifter stilen, og pludseligt er der folk-influerede guitarmelodier, en kornfed bas og en leadguitar, der mestendels minder om finsk melodød. Med andre ord så sidder man pludseligt der og tænker, at der måske faktisk er håb forude, selvom den mudrede lo-fi-produktion virkeligt ikke klæder de musikalske ambitioner, som bandet faktisk har. Men sådan er hele albummet! Gentagne gange sidder man og tænker: ”Hov, nu sker der da noget...! ”, men desværre formår Seid aldrig at få halet sejren ind, og som var det taget ud af myten om Thors fisketur, så slipper bæstet væk, og triumfen udebliver. Jeg vil dog gerne rose Seid for, at de ikke er bange for at lege med deres lyd – de er ikke så konservative og ortodokse, som man skulle tro. Desværre kan de ikke helt finde ud af, hvorvidt de vil til højre eller venstre, og derfor er slutresultatet noget værre rod. På ”White Beast from Hel” gør de deres bedste for at lege Amon Amarth, primært via et ganske fint, og simpelt, guitarstykke af den slags, man kan skråle med på. På ”Nordmænnens Raseri” er der endda en bassolo – noget, man ikke just kan kategorisere som normalt for genren, så point for det. At den så overhovedet ikke matcher resten af nummeret, er en anden side af sagen, hvilket egentlig er ganske symptomatisk for denne her udgivelse.
A Fine Day to Try Again
Seid har, som tidligere nævnt, mange gode ideer, men mindst lige så mange dårlige. Hvorfor bandet har valgt at have en så, relativt, rå og lo-fi produktion, som de har, når de ikke er et trve-band, forstår jeg ikke. Ikke fordi jeg siger, de skal lyde som et Prime-band, men de har tydeligvis nogle ambitioner om at inkorporere andre lydelementer og aspekter end dem, man finder i et norsk kælderlokale fra 1990’erne. Derfor er min største bøn til de her tre svenskere, at de finder ud af, hvad de egentlig vil med deres musik – for som det er nu, står det ganske klart, at de ikke selv aner, om de er fugl eller fisk.