Et nyt standpunkt

Som introduktion til den forhåndenværende anmeldelse ønsker jeg blot at citere fra Century Medias promo-materiale, hvor forsanger og guitarist fra Savage Messiah, Dave Silver, fortæller (frit oversat):

”Jeg er stolt af, hvad vi har gjort, for vi har gjort det hele selv uden nogen støtte. Vi har aldrig været det markedsføringsværdige, varme nye band, og det bliver vi heller aldrig.”

Jeg er mildt uenig, og min argumentation tager udgangspunkt i gruppens seneste plade, Demons.

Power-rock

Uden omsvøb åbnes Demons med en kort trommeintro, og gruppen river gennem det første af adskillige fortrinlige thrash-riffs. Et vist melodisk fokus præger albummet, dog uden at forfalde til den sædvanlige At the Gates-kopi, hvilket i dén grad taler til gruppens fordel. Silvers sangstemme kommer med en rocket attitude, og det er tydeligt, at vokalen er tænkt som den primære leverandør af hooks. Omkvædene er kæmpestore, som de skal være, og når Savage Messiah skruer alt op til elleve, er kombinationen af tempofyldt og melodisk power-thrash og rockede omkvæd afsmittende ad helvede til.

Jeg vil påstå, at dette netop er markedsføringsværdigt (og Century Media er nok enige), men det må det også godt være. Hvad langt vigtigere er, så vælges de melodiske rockomkvæd med næsten kompromisløs konsekvens. Uanset om et vers er rivende thrashet eller balladelignende sentimentalt, er det efterfølgende omkvæd rocket. Sammen med åbningsnummeret er ”The Bitter Truth” eneste undtagelse, hvor trommeslager Carretón viser, hvad dobbeltpedalen kan gøre for intensiteten. Hver gang jeg lytter til ”Under No Illusions” – med dens fræsende riff og insisterende vers – ville jeg ønske, at gruppen for fanden bare ville drøne videre og gemme temposkiftet til c-stykket.

Én ting er, at gruppen ofte griber ud efter de store, melodiske og rockede omkvæd i stedet for at skovle mere kul på kogeren. Noget straks værre er, at knap halvdelen af sangene slet ikke skovler noget som helst nogen som helst steder hen. Allerede på andet nummer “What Dreams May Come” sættes tempoet ned og humøret bliver sentimentalt; kun i c-stykket gør trommesættet noget væsentligt af sig. ”The Lights are Going Out” og ”Until the Shadows Fall” falder i samme kategori. Tre langsomme, sentimentale numre er ét eller to for meget efter min smag, men jeg anerkender modvilligt, at ”The Lights Are Going Out” faktisk er et rigtigt godt ét af slagsen, som jeg nødigt ville undvære. ”Parachute”, derimod, er komplet harmløs radio-rock, og det første, jeg bemærkede ved den, var, at den ville gå rent ind i Fitness Worlds rædsomme spilleliste.

Fyr op

Mine yndlingsøjeblikke på Demons er dem, hvor alting er skruet op til elleve. Det kommer næppe som nogen åbenbaring – det kunne jeg i princippet skrive om alting – men særligt for Demons er, at hvad enten verset thrasher, groover eller ballader, så rocker omkvædet. Kombineret med et højt antal langsomme, mere sentimentale sange, så forspilder albummet det store potentiale, der ligger i de fornemme riffs. Endelig er der en sang eller to, som ikke hører hjemme på noget som helst heavy metal-album, og som jeg virkelig hellere havde været foruden. Savage Messiah har muligvis aldrig været markedsføringsværdige, men det er de faretruende tæt på at blive.