Fundamentalt er vi alle gode mennesker

Savage Hands er gruppen, der forsøger at fortælle om, at løgn, svigt, bedrageri og tyveri ligger så dybt under huden på dem, at de som mennesker på et tidspunkt får nok, og bryder ud i et anfald af raseri og sande følelser. Denne sande, ildevarslende og passivt-aggressive emotionelle energi er, hvad der definerer Savage Hands, og hvad de forsøger at fortælle os historier omkring på Barely Alive, hvilket giver en ret dyster og vred fremtoning.

...men nogle gange bryder vi overfladen

Den amerikanske scene er præsenteret effektivt her i Savage Hands, idet der er tale om et band, der er født som Føniks af asken, fra andre bands’ opløsning. Hver især er kommet fra andre projekter og samlet af Andrew Baylis (My Enemies & I, Sylar), som fik opmærksomhed fra Sharptone Records og fik udgivet Barely Alive.

Den hårde, rockede lyd bliver blandet med elementer fra den typiske, amerikanske metalcore, og får dermed skabt noget unikt, i hvad jeg ville kalde alternative heavy metalcore. Men igen, hvorfor definere musikken i stedet for bare at nyde den, for den er virkelig god. Når man kommer fra samme pladeselskab som We Came As Romans og Emmure, er det naturligt, at musikken skal lægge sig op af dem, men det synes jeg ikke Savage Hands gør. De er lidt noget for sig selv.

Både hovedvokalen og back up-vokalerne fungerer, som de skal – både i clean, growl og screamo. Der er ingen falske overgange eller en presset stemme og fungerer rigtig godt sammen med musikken, hvor især trommerne skal fremhæves. Der er tale om en lyd, hvor det er trommerne, der fører tempoet, styrer overgangene og fører guitarerne rundt i deres soloer. Samtidig er produktionen så skarp, at alle instrumenter er glimragende og fremstående.

Jeg er særligt imponeret over vokalen i den ballade, som jeg slet ikke havde forventet ville komme på et album med kun syv numre. Men alligevel har de valgt at give plads og dermed en pause fra den lidt voldsommere tilgang til at snakke om ens følelser. For det er netop ens følelser, der bliver debatteret og bragt frem i verden. Hvis følelser ved vi dog ikke, men det kan vi måske finde ud af på et senere tidspunkt.

Hvad byder fremtiden på?

Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg er vild med det her band, jeg er vild med musikken og den måde albummet er bygget på, i forhold til hvornår hvilken sang skal komme i hvilken rækkefølge. Jeg er vild med stemmen, som kan være både hæs, clean, growlet og jeg ved snart ikke hvad. Samtidig synes jeg, at de ni kranier, jeg giver, er retfærdige i den henseende, at jeg her synes, at vi har en usleben diamant inden for genren, men som samtidig er så vel forundt at kunne klare sig i andre genrer, og dét gør, at de kan blive til noget stort.