Latin for ’uinspireret’
’Pulled down by gravity’ blev der brumme-brølet på titelnummeret til svenske Saturnalia Temples forrige fuldlængde fra 2020 Gravity. Og man brølede med. En støvet guitar duellerede i mixet med et herligt syreorgel, og de nærmest hypnotiske gentagelser i det langsomme og alligevel solidt rockende nummer tog lytteren i sin favn. Tjek det ud på YouTube, og sig, at jeg tager fejl – det gør jeg måske, men det er uundgåeligt, at man hurtigt får nævnte linje på hjernen. Gentagelsen gør sit for det, og netop gentagelse er en fællesnævner i bandets diskografi, hvor doom-debuten Aion of Drakon (2011) dannede grundlaget for den model, som hele diskografien og dermed, som vi skal se, også Paradigm Call er bygget over. Med meget få undtagelser har de repeteret den samme sang igen og igen, men sjældent så godt som på ”Gravity”. Spørgsmålet er, om det bliver bedre her i 2024.
Hør mit riff, hør mit riff, HØR mit riff, HØR NU MIT RIFF!
Lyden er, som den skal være for stenet, støvet doom, med en skramlet, fuzzet guitar i forgrunden, godt med smæk i det semi-demoagtige udtryk og en vokal oppe i fjæset. Har man lyttet til nævnte ”Gravity” fra albummet af samme navn, kunne man tro, at brugen af fedt syreorgel og ditto syrede guitarsoli er bandets varemærke. Men nej! Skuffelsen over manglen på de to ting er dog intet ved siden af manglen på sangskrivning og originale riff. At beskrive de otte herværende skæringer som sange er en overdrivelse. Det er nærmere ét eller, hvis vi er heldige, to riff gentaget i en ulidelig uendelighed, med en halvugidelig og kantet vokal, der lander et sted mellem Mike Scheidt og Matt Pike. Man lærer hurtigt at sortere vokalen fra, men Saturnalias ’sange’ kan på ingen måde leve op til de to herrers bands. ”Among The Ruins” er lige ved at have en reel sangstruktur, hvor et midttemporiff – der for bandet her svarer til en tur med et japansk højhastighedstog – veksler med doomede tretonerspassager a la Black Sabbath, og resultatet er til dels som en omgang High on Fire. Nummeret udviser endda en smule beskedenhed, for varigheden er kun fem minutter. Efterfølgeren ”Black Smoke” rammer plet på trods af trivialiteten i gentagelsen af kun ét eneste riff. Riffet er en Iommi værdigt, og den fordrejede guitarsolo skaber en fantastisk atmosfære. Begge numre er slet ikke tossede.
Men da titelnummeret følger samme skabelon som ”Black Smoke”, går der for mange hashtåger i røgmaskinen. Og albummets intro, ”Drakon”, er direkte provokerende i sin ugidelighed, bestående af en uinspireret, simpelt forvrænget arpeggio, der ikke er andet end det, ikke er noget nummer og ikke flytter sig eller bliver til mere. En intros formål er at bygge op, hvilket ikke sker. ”Drakon” er heller ikke et selvstændigt nummer, og det er et problem når bandet giver lytteren forventningen om, at der skal ske noget. I stedet fades der ret abrupt ud, hvorpå næste skæring sætter ind.
Slutteren, ”Kaivalia”, er en fæl overflødighed. Knap seks minutters tomgang over riffet fra forrige nummer, ”Empty Chalice”, en figur, en begynderguitarist kunne nedkomme med på sin konfirmationsguitar. Instrumental ganske vist, så slipper man da for vokalen ...
Sov mit barn, sov, sov, sov …
Albummet mangler de fængende refræner som det i ”Gravity” til at redde miseren, binde det hele sammen, skabe helheder og sange. Sleep kan tåge rundt i lysår(!), men deres tågen rundt har et iboende formål, der er tydeligt og danner en uskreven pagt med lytteren. At have tilbragt en nat i den bar, hvor Sleep har suget bong aftenen forinden, berettiger ikke nødvendigvis til, at man selv spænder guitaren på og forsøger at gøre dem kunsten efter. Slet ikke hvis man ikke tåler bongen og derfor er ude af stand til at finde de gode idéer. Måske svenskerne skal lade vandpiben stå udenfor templet næste gang.
