Er du også træt af folkemetal?
Kan man blive træt af hedensk folkemetal? Vi er nogle, der blev netop dét, nogenlunde samtidig med at genren for alvor tog fart i starten af 00’erne. Noget kunne nu tyde på, at selv blandt folk-metallens bannerførere kan der opstå et akut behov for at lægge blokfløjter, violiner, lutter og andet galskab bag sig, om ikke andet så bare for en stund. Her kommer Satanic North ind i billedet, for denne nye finske gruppe består af blandt andre Ensiferums Petri Lindross og Janne Parviainen. Ideen til Satanic North opstod angiveligt under coronanedlukningen, og nu er deres eponyme debutalbum kommet på gaden. Lad os se, om det er endnu et eksempel på, at kedsomhed kan føre til noget godt og kreativt.
100 % fræs
Finnerne udgav i 2022 en kort demo med tre numre, og nu er der altså kommet en fuldlængde på gaden. Alle tre sange fra demoen er med her på Satanic North, og finnerne fortsætter da også fuldstændigt stilen fra forrige år. Den eneste forskel er sådan set produktionen, der er noget mere poleret og balanceret. Inspireret af især tidlig Immortal og Gorgoroth er skabelonen klar: infernalsk raseri med fræs, fræs og atter fræs! ”War” lægger ud med fuldt skrald på fra starten og noget, der kun kan karakteriseres som ægte Satan-tilbedende bølleblack. Også på ”Arise” sidder riffet lige i skabet, og temposkift, riffs og soloer er faktisk på generelt højt niveau gennem hele albummet. Virkemidlerne er enkle, men de er pokkers godt eksekveret.
Der er dog et par numre, der byder på små sekvenser, som bryder lidt med normen. ”Village” starter i noget lavere tempo og er rytmisk en klar afstikker mod noget mere komplekst. På ”Wolf” sørger en dyb cello for stemningen, men fælles for disse afstikkere er, at der ikke går længe, før den står på 100 % fræs igen. Ærgerligt, at Satanic North på den måde lægger en kreativ dæmper på dem selv. Skru I nu bare ned for trvenessen, gutter, I kan sgu så meget mere, hvilket den flippede bassolo, der slutter ”Wolf” af, så klart beviser. Totalt gakket, men det holder.
Det thrashede riff i afslutningsnummeret ”Satanic North” sørger for, at dette debutalbum slutter lige så hæsblæsende, som det startede. Og som sædvanligt indenfor denne traditionsbundne afart af blackmetallen kan kærligheden til Motörhead og Venom ikke skjules, og intet galt i det.
”Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt”
Ovenstående er et Michael Bundesen-citat om Shu-Bi-Duas tilgang til deres musik, og det er bizart nok også relevant her. Med andre ord har Satanic North fjernet det farlige ved blackmetallen til fordel for det underholdende. Vi står her med et album, der er en 100 % hyldest til det, som engang var, og derfor totalt er vaccineret mod nytænkning. Det er til gengæld ekstremt tydeligt, at gutterne bag Satanic North har haft det umådelig sjovt undervejs. Og hvad skal man med nytænkning, når nostalgi udføres så effektivt og medrivende som her? Men spørgsmålet, om man mon også hører dette album om et par år, blæser ubesvaret i den kolde nordiske vind.