Middelalder folk tanz metal møder tysk schlager
Saltatio Mortis er hovedsageligt en folkgruppe fra Tyskland. Dannet i 2000 begav de sig ud med deres feststemte musik og sloganet "Wer tanzt, stirbt nicht" (Den som danser dør ikke), og har fundet sig en kultfankultur at feste med. Das Schwarze Einmaleins er det niende studiealbum.
Breakdown
Das Schwarze Einmaleins åbner rent ud sagt forfærdeligt med "Früher war alles besser". Det er tysk schlager når det er værst, simple akkordgange og en syntetisk harmonik, der må være lavet på synthesizer. Hvis det ikke havde været for guitaren ville det gøre ondt at kalde dette metal. Dernæst er det singlen "Wachtsum über alles" der ikke helt kan ryste schlager-klangen af sig, men omkvædet er til at synge med på, selv på tysk. Undervejs bliver det lidt mere folket, med alt det sækkepibe man kunne ønske sig. Men første henne ved det ottende nummer, "Idol", begynder der at komme noget energi på pladen, der virkelig er tiltrængt. "IX", som efterfølger, har også en fantastisk energi. Begge skæringer har en også en dejligt folket lyd. "Galgenballade" er mørk og dyster og lækker, og fejler kun lidt på vokalen. Albummet lukker med "Randnotiz" en stille duet med kvinde, og der bare er alt for meget. Det største problem hele vejen igennem er Alea der Bescheidene’s vokal. Det er ikke ligefrem skønsang, og han er generelt ikke særlig stærk. Han kan ikke trække de store følelsesladede dele, "Der Sandmann" og "Randnotiz". Sækkepiben trækker også rigtig meget opmærksomhed, selv til trods for at det er middelalder folk. Det virker som om de vil mere end bare være et middelalder folk band, men de fejler en del hvor de vil hen.
Wachtusm über alles x5
Jeg har også fået single-ep’en med "Wachtsum über alles", hvor vi bliver præsenteret med ikke mindre end fem! versioner af "Wachtsum über alles". Først singlen som på fuldlængde albummet, så en version med folkband Omnia der er stille og rolig, næsten messende og stortset blotlagt for folk. Derefter en version med moderne folkmetal band Subway to Sally, som ikke rigtig er noget at råbe hurra for. Så en version med folkcomedy gruppe Das Niveau, på guitar og kazoo, hvor det komiske aspekt flyver over hovedet på en, hvis man ikke forstår tysk. Til sidst en klaverversion på 6 minutter, klassisk og meget smukt og lidt sær, for den har også sit snit af 8-bit musik fra gamle Super Mario eller Legend of Zelda spil. Til sidst får vi numret "Lebensweg" som man ikke rigtig savner på Das Schwarze Einmaleins.
Galgeballaden
Saltatio Mortis har formået at lave et tamt "tanz-metal" album uden kant. Det er næsten energiforladt, og man skal langt over halvvejs igennem for at det fede dukker frem. Især de første to numre er aldeles forfærdelige med deres schlager lyd. Det er middelalderfolk, der prøver at bevæge sig væk derfra, give det en snert af modernitet og det lykkedes aldrig for dem.
