Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med italienske Sadist, og deres selvbetitlede nye album giver mig fornemmelsen af at være kommet lidt for sent til festen. Musikken er progressiv dødsmetal, der nok er teknisk og aggressivt thrashet, men også utrolig atmosfærisk med rig brug af keyboard og med mange rolige passager med både funk-, jazz- og tribal-elementer (de to førstnævnte elementer à la Cynic, sidstnævnte à la Sepuluturas "Roots").

Albummet åbner flot med det tribal-agtige instrumentalnummer, "Jagriti", som accelererer op til den bestemte "One Thousand Memories". Keyboardet er typisk indstillet på lidt "spidse" lyde, der minder om hammerklaver og cembalo, og sammen med brugen af sitar på f.eks. "Excited and Desirous" giver det albummet en meget personlig, lidt orientalsk fornemmelse. På sange som "I Feel You Climb" og "Tearing Away" giver det meget aktive, pompøse tangentspil mig associationer til Kevin Moore, både i hans tid med Dream Theater og på Chroma Key-albummet, "Dead Air for Radios" (lyt f.eks. til sangen "On the Page" fra den skive). Klaveret indleder også den mere afdæmpede jazzede perle, "Kopto", hvor den aktive bas i den grad bringer tankerne i retning af det ypperste progressive metal. Bassen glimrer også på den mere syrejazz-agtige indledning til "Different Melodies", der siden vender tilbage til kompleks aggression.

Selv om musikken generelt er meget tung og detaljeret, er det en nærmest meditativ oplevelse at lytte til albummet. Det skyldes nok især, at musikken er så varieret, som den er. Brutalitet afløses naturligt af fredsommelige fusionspassager og omvendt. Det er musik, man både kan headbange og falde i søvn til alt efter situationen. Det på en gang tunge og afvekslende lydbillede burde appellere til fans af bands som Opeth og Burst, uden at der dog er tale om stor lighed med disse bands. Eneste minus er Trevors growl, der desværre meget ofte ligger i et snerrende, enerverende leje. Men bortset fra det er jeg begejstret.