Nostalgi, nytænkning og nerve
Salmer fra Skanderborg
Fem unge knægte gemmer sig bag navnet Royal Deceit. Bandet har allerede tre år på bagen, og i 2016 debuterede de med den ganske udmærkede sag Snap. Nu er skanderborgenserne klar med Psalms for the Corrupt – en ep, der viser udvikling, men forbliver tro mod debuten.
Velkommen til genre-cirkus!
Royal Deceit er altså en underlig størrelse – på den fede måde. Med Psalms for the Corrupt stjæles der med arme og ben fra et hav af genrer, og resultatet er overraskende vellykket. Bandet bruger selv termen nu-metalcore, og det er nok det tætteste, vi kommer på en egentlig definition; der er sære guitarlyde a la Korn, en uhæmmet vokalføring i retning af Slipknot, en aggressivitet som Chelsea Grin og klassisk metalcore-sang i omkvædene. Selvom de mange indtryk til tider skaber forvirring, er det sgu meget sjovt – og noget af det mest originale, jeg længe har hørt!
Ep’en er optaget sammen med ingen ringere end Tue Madsen (Meshuggah m.fl.), og det er langt hen ad vejen gået godt. Produktionen er til den rå side, men der er fint plads til alle instrumenter og bandets mange finurligheder. Dog er det sommetider, som om vokalen ’clipper’ i de ekstremt skrigende passager. Måske er det et bevidst valg, men for undertegnede virker det en anelse forstyrrende. Dette er en skam, da bandets lyd i høj grad er båret af den særegne vokal.
Skiven åbnes med en ligegyldig intro, der hurtigt overtages af ”… Like Vultures” – et stærkt track med en catchy melodi. Mest interessant er den maniske vokal; i versene mødes vi af en ganske habil rivejernsvokal, der nærmer sig reel growling, og i omkvædene serveres en ren, men stadig ’skæv’, vokal. Det er næppe skønsang, og frontmand Mathias er heller ikke en voldsomt dygtig sanger, men tilgangen er bestemt interessant, og vennerne bringer noget nyt til bordet. På ”Still I Fight” bliver det næsten punket, og på ”Anathema” støjes der løs med en ekstremt skrigende vokal – lige i overkanten, drenge. Aggressiviteten nedtones en anelse på ”A New Era”, der endnu en gang præsenterer en vældig catchy melodi. Genrefesten lukkes og slukkes med ”P.O.D.”, der er ganske udmærket, men ikke skiller sig meget ud fra resten.
Psalms for the Corrupt er virkelig et spændende indspark. Fortsæt med den skæve tilgang, men finpuds vokalen og sørg for, de onde growls ikke bliver til skingre skrig!
