Vroom vroom chainsaw! Rotten Casket, som navnet antyder, spiller dødsmetal. Det kan jeg godt lide. De spiller old school dødsmetal. Det kan jeg også godt lide. Hvad, jeg ikke så godt kan lide, er den måde de gør det på. Emerged From Beyond er deres første fuldlængdealbum, som består af en opsamling af deres to forrige udgivelser, som begge er EP’er; som sådan er der ikke rigtig noget nyt under solen, ej heller noget, der får blodet til at rulle eller mit pis i kog. Når det allerførste man hører, er en motorsav der gasser op, forpligter det eddersparkme at kunne følge op på en af de mest angstinducerende lyde i verden. Desværre er det næsten det mest interessante, der sker i godt og vel en time.
Sømbeslåede træsko
Åbningsnummeret minder gevaldigt om Bloodbath, især på guitaren. Det er vel ikke helt skidt at lyde lidt som et af de virkelig dygtige navne inden for samme genre, men det bliver altså heller ikke helt så godt, som det de forsøger at eftergøre.
Rent musikalsk bevæger vi os lidt rundt inden for de rammer der er med til at definere dødsmetal. Der er lidt klassiske blast beats her og der, den der evindelige dødsdoodlen, der vistnok er forfader til det udskældte breakdown og så en vokal, der - når den ikke minder om Åkerfeldts i Bloodbath - i perioder lyder præcis, som Bo Sommer gør på nummeret ”Illdispunk’d”. Og hvis det så bare var det eneste der var at drage af paralleller til Danmarks gladeste metalband, havde det såmænd været ok. Men især på nummeret ”Unknown Graves” lyder de som et talentløst Illdisposed og selvom jeg er glad for den type metal, gør det mig næsten trist at høre hvordan den dansable død, som jyderne er verdensmestre i, her bliver skamferet på det groveste.
Der er naturligvis lyspunkter indimellem, f.eks. er ”Vortex Of Insanity” og titelnummeret ”Emerged From Beyond” gode eksempler på, hvordan man kan spille old school død, uden det bliver for trægt i længden. De spiller med indlevelse og selvom det hele til stadighed oser af Bloodbath, så er det altså en svær subgenre at gøre til sin egen. Det mest syrede ved hele pladen er dog nummeret ”In Search Of The Perfect Skin”. Jeg vidste med det samme, jeg havde hørt det riff et sted før og min indre stemme skreg ”BLACK SABBATH TIL 200 KRONER!”. Jeg ved godt, alle metalbands skylder Sabbath deres eksistens og at alle riffs altid bare er en omskrivning af noget de allerede har patenteret, men det er sgu en ommer med så åbenlyst et ripoff. Ja, det er stadig tyveri, selvom du skifter nummerpladen ud.
Selve albummet er teknisk set skruet ok sammen. Dog burde bassen være mere fremme i lydbilledet, da den - når man ellers kan høre den - er ganske hæderlig. Det eneste der bare er nogenlunde konstant, er trommerne, selvom det til tider lyder som om han ikke altid kan holde takten. Hele albummet føles indimellem en smule sloppy, især på ”Culpable Homicide”, der byder på en ellers hæderligt skrevet solo, der desværre fremstår sjusket udført og næsten off key.
Kedelig og langtrukken
Det her er ikke specielt godt, det er heller ikke voldsomt ringe. Det er tungen ud af vinduet. Det bliver én stor homogen masse; der er ikke ret meget, der stikker ud her og halvvejs igennem en opmærksom lyttesession blev jeg pludselig i tvivl, om jeg - på noget tidspunkt - egentlig har hørt det her album færdigt? Jeg endte med at sidde tilbage med følelsen af, at jeg slet ikke gad anstrenge mig for at høre efter. Albummet varer lige under en time, men det føles meeeget længere og det er lige så hurtigt glemt som… noget, jeg ikke kan huske.